(Skrevet 1. maj)
De går jo egentlig vinteren i møde her i Zambia, og vi havde da også et par ’kolde’ dage, men ’vinteren’ forhindrede mig da ikke i at være ved at dø af varme og drukne i sved da jeg i går gik til boma (=byen). Det var anden gang på en dag faktisk, første gang var da jeg kæmpede mig ned til broen forenden af vores village på min løbetur om morgenen. Hvis du har lyst til at se en muzungu være døden nær, så join de mange andre ved village road ved en seks-halvsyvtiden. Om natten kan jeg nu godt mærke, at det er blevet vinter. Det er koldt og jeg har heldigvis lånt to tæpper. Efter at Jules er rejst er Norah (ældste søster)flyttet ind på mit værelse. Hun insisterer på at rydde op og rede min seng hver dag… lidt mystisk, men okay da, hvis du nu insisterer J
I går var mor og far på mystisk vis forsvundet. Abi mente at mor nok var på hospitalet for at blive tjekket for malaria, meget godt gæt, sker usandsynligt ofte! Ved en 17-tiden kom de dog tilbage i en bil fyldt til randen med varer til shoppen. Vi har endda toiletpapir!!!! og fået både bananer og appelsiner i dag og i går samt fået brød til morgenmad MED butter.
Imens vi har været her, har shoppen ellers praktisk talt været tom og der har ikke ligefrem været overflod af luksusting (som toiletpapir) og madvarer (Jules og jeg har dog aldrig sultet skal det lige siges, vores mor har bekymret sig meget om vores små maver J og det har de andre i familien altså heller ikke).
Fra september – marts er det de hårde måneder her. Fra september begynder de at bruge alle deres penge på afgrøder mm. til deres marker og det er her mange af dem ikke har penge til mad og derfor heller ingen penge til at bruge i shoppen, hvilket fører til at familien Maponda ingen penge tjener fra shoppen.
Men nu er skoleferien næsten slut, familierne er ved at være færdige med at høste og kan begynde at sælge deres afgrøder og der kommer dermed penge i omløb igen. Det er sørgeligt at tænke på at om et halvt års tid skal alle familier spinke og spare for at få råd til majs og græskar igen.
Imens vi har været her, har shoppen ellers praktisk talt været tom og der har ikke ligefrem været overflod af luksusting (som toiletpapir) og madvarer (Jules og jeg har dog aldrig sultet skal det lige siges, vores mor har bekymret sig meget om vores små maver J og det har de andre i familien altså heller ikke).
Fra september – marts er det de hårde måneder her. Fra september begynder de at bruge alle deres penge på afgrøder mm. til deres marker og det er her mange af dem ikke har penge til mad og derfor heller ingen penge til at bruge i shoppen, hvilket fører til at familien Maponda ingen penge tjener fra shoppen.
Men nu er skoleferien næsten slut, familierne er ved at være færdige med at høste og kan begynde at sælge deres afgrøder og der kommer dermed penge i omløb igen. Det er sørgeligt at tænke på at om et halvt års tid skal alle familier spinke og spare for at få råd til majs og græskar igen.
Penge betyder meget her i familien og fattigdom er i høj grad aktuelt i Nyimba. Pigerne nævner altid en tings pris på højde med beskrivende tillægsord om samme. 1000 kwacha (ca. 1 dkr) er en stor prisforskel og kan afgøre om noget er dyrt eller billigt. Det har været svært, for vores far og mor har givet udtryk for pengeproblemer, dog slet ikke med nogen forventning om, at vi skulle spæde til eller noget som helst.
Det er vildt, at vi derhjemme lever i en så sindssyg overflod, som vi ikke engang selv ser, når der her bor mennesker, som aldrig har været uden for deres fødelandsby og ikke får deres majsgrød eller græskar hver aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar