Fra søndag aften til mandag morgen var vi i grupper af tre ude at overnatte hos lokale familier i nærheden af Daraja. Julie, Lisbeth og jeg skulle overnatte hos sammen familie. Vi er ret gode til kun at tage et kamera med af gangen, og så dele billederne senere. Mest fordi vi ikke synes det skal gå op i turistpjat det hele. Billederne er altså Lis’ J
Vi nåede aldrig helt af forstå familierelationerne i den familie vi overnattede hos, for hver gang man spurgte fik man et lidt andet svar. Moderen (formoder vi) var en ældre dame klædt i meget farverigt tøj. Hun var ret fuld da vi ankom, hvilket er meget normalt om søndagen forklarede James (vores kulturlærer, en Maasai mand, os). Hun var ret livlig og førte lange samtaler på swahili, klædte sig ud, dansede og viste os glædeligt termitterne som boede i lerhyttens vægge. Det er dog også damerne som henter vand i floden og samler brænde, så hun hentede hurtigt 30 L imens vi var der. De bærer dunkene med vand på ryggen og med et bredt stykke snor hen over panden typisk.
Peter på 16 år går i form 3 på en secondary school (deres tredje år af den firårige high school) og talte en del engelsk, dog har jeg aldrig mødt en som sagde ’yes’ til så mange spørgsmål. Vi troede i starten at han ville være kok, for det svarede han ja til, men senere da Julie spurgte igen, så skulle han altså være metrolog. Det samme gjaldt med familierelationerne. Vi blev hurtigt forvirrede og droppede emnet…
Peter var den der lavede med og jeg fik lov til at røre i gryderetten inde i den lille runde lerhytte ,som fungerede som køkken, imens Julie og Lis legede videre med børnene. Alt maden blev lavet på et lille bål. Jeg var ok til at røre i gryden syntes han, men tidligere dissede de ret meget mine kål-udskærings-skills, så der overtog de efter jeg havde snittet en enkelt gang.
Til mad fik vi ugali, som er den kenyanske hofret: majsmel blandet med kogende vand. Det er svært at forklare hvordan det smager. Men konsistensen er lidt som en mellemting mellem hård kartoffelmos og maste ris. Gryderetten til bestod af løg, tomat, kartofler, gulerødder og kål. Måltidet blev selvfølgelig spist med hænderne J
Til mad fik vi ugali, som er den kenyanske hofret: majsmel blandet med kogende vand. Det er svært at forklare hvordan det smager. Men konsistensen er lidt som en mellemting mellem hård kartoffelmos og maste ris. Gryderetten til bestod af løg, tomat, kartofler, gulerødder og kål. Måltidet blev selvfølgelig spist med hænderne J
I Kenya drikker de meget ’chai’, som på swahili betyder te. Det er enten MEGET tynd kaffe (virkelig tynd, faktisk så tynd at man tror det er te) eller almindelig te, begge serveres med en helt masse sukker i. ’Kaffen’ fik vi før maden om aftenen og teen om morgenen som morgenmad før vi blev sendt hjem. Vandet havde vi selv medbragt, da vores maver ikke kan tåle vandet fra floden. Daraja har deres egen pumpe hvorfra de får drikkevand.
Vi var alle tre ret spændte på hvordan vi skulle sove. Moderen var så sød at finde os et par lærredposer, som hun lagde ud på lergulvet og vi fik et fint blåt lagen. Heldigvis havde jeg medbragt varmt tøj, min lagenpose og et par uldtæpper, så jeg kunne holde varmen det meste af natten. Jeg fik faktisk sovet mere end jeg havde regnet med, men nøj hvor var det hårdt for hofterne at ligge på det gulv! Og myrer samt andet kryb var der også en dejlig masse af J Det meste af natten kunne man høre en slags knitren fra væggene i lerhytten – både Julie og jeg er ret overbeviste om at det var de søde små termitter.
Men alt i alt en rigtig god og spændende oplevelse, søde mennesker og meget legesyge børn i hvert fald! Vi fik sunget og klappet ’Andersigne, Andersand’ rigtig mange gange og sæbeboblerne gjorde bestemt lykke J
