Jeg glæder mig...

Jeg glæder mig til at spise ved et egentligt bord, spise med nogen, hvor man rent faktisk forstår hvad de siger og til at spise min egen mad. Jeg er ved at gå lidt død i de lyse kulhydrater, som mætter mindre og mindre og dog på samme tid smager bedre og bedre (afhængighed???).

Jeg glæder mig til at kunne printe fra sit USB-stik, uden at få hundrede afro-vira og to nye mapper kaldet ’porn’ og ’sexy’ med tilbage. Lettere pinligt, når den amerikanske missionær skal flytte noget over på USB-stikket næste dag….

Jeg glæder mig til at omgås mennesker, som rent faktisk overholder hvad de lover, møder op når de skal og har en medfødt nysgerrighed og vil forstå ting og ikke bare acceptere. Mennesker som informerer en om ting!! Og at jeg ikke hele tiden tænker ’Hvorfor sagde du ikke det?!’

Jeg glæder mig til at se alle jer derhjemme igen mere end noget andet, og ikke mindst min lille broder, som jo er hjemvendt!

Jeg glæder mig til flere gode oplevelser i Indien!

Jeg glæder mig dog langt fra til, at skulle sige farvel til alle de søde børn i landsbyen og på skolen, hvis ansigt lyser op når de ser mig og råber ’Dort!!!! How are you???!!!’ med den største entusiasme og skinger stemme.
Ej heller til min søde familie her, som jeg virkelig holder meget af men i ligeså høj grad ofte har svært ved at forstå.

Jeg glæder mig ikke til at skulle væk fra de smukke omgivelser jeg bor i og vores mange kyllinger (vi har fået endnu tre nye i går!)

Jeg glæder mig til at komme hjem til en hektisk hverdag, men samtidig vil jeg ikke væk fra denne dejlige afslappende og frie hverdag.

Jeg glæder mig til at komme hjem i et hus, hvor jeg kan gøre hvad jeg vil uden at skulle tænke på om det nu er i orden. Jeg glæder mig i fanden i helvede meget til at skulle lave mad og tage af bordet (mystisk, but true).

SALAT! Jeg savner salat!

Jeg glæder mig til at kunne gå i mit tøj derhjemme igen..

VASKEMASKINEN!!!! NØJ hvor jeg glæder mig til ikke at skulle vaske i hånden.. (jeg er dog blevet ret god, bortset fra den hvide t-shirt, den har jeg måtte opgive…)

Sjovt nok, savner jeg slet ikke mit fjernsyn. Dog savner jeg ny viden. Hvad sker der egentlig i verden? Jeg ved ingenting, knapt hvad der sker her i Nyimba. Jeg kan fortælle jer priserne på bananer og groundnuts ved bustationen?

Jeg glæder mig til at kunne foretage mig ting uden at have 117 zambiere der kigger nysgerrigt på mig, deltager aktivt på de mystiske måder (til tider destruerer) og kommer med tilråb.

Jeg glæder mig til ikke at være omringet af babyer som skriger og vil lege med alt de ser og skriger højere, når de får et nej. Samtidig ved jeg, at disse små drenge er nogle af dem jeg kommer til at savne mest.

Jeg glæder mig til at kunne gå på gaden og i bymidten uden konstant at blive råbt efter, dog for det meste kun af flinke grunde, but still.

Halvanden uge til jeg skal hjem, det bliver underligt og rart på samme tid. Det føles som kort og lang tid, på samme tid.