Lusaka trip!

Endelig internet! Vi tog torsdag morgen bussen fra Nyimba bus station mod Lusaka. Efter friturestegte frittas (store æbleskiver) og sød te til morgenmad, et plaske-bad og et  venligt råd (læs: ordre) fra amai-Meriam om at skifte til rent tøj (og nu skulle det åbenbart være bukser, som hun også lige ville stryge først. Dette satte min tålmodighed på prøve igen igen! Africantime Dorte.. go with the flow. I mit hoved kørte: ’VI SKAL FUCKING NÅ EN BUS!!!!’) Vi skulle også lige vente lidt på atate-Maponda, for han ville jo med til busstation,  og skulle først lige i bad.

Alt flaskede sig dog og vi blev bogstavelig talt proppet ind i en kæmpe bus fyldt til renden med store Zambianere. Vi blev placeret sådan lidt rundt omkring i bussen godt indeklemt mellem to Zambianere. Meget hyggeligt, jeg fik mig tre nye venner (venner bliver man overraskende hurtigt her). Der var skam også forplejning i bussen: sodavand og chips. Man bliver konstant overrasket her i Zambia. Det er lige meget hvad man laver, så sker der ting man bare ikke lige havde regnet med. Et rimeligt vedvarende spørgsmål i mit hoved var: ’Hvad laver alle de nonner i bussen???’

Nu er vi så endelig landet i Lusaka, hvor vi bor på Lusaka Backpackers Hostel, som virkelig er hyggeligt. Vi deler dorm med et par drenge fra forskellige lande og ellers bor her en del andre unge rejsende. Man får lidt dårlig samvittighed over at være så glad for at se et lagen, bord og stole, en (lillebitte) pool, et toilet og et brusebad!! Men det var tiltrængt J Vi har købte havregryn og rosiner til morgenmad og kan få kaffe her! Wuhu. Dejligt med noget mad som skal tygges! Vi har også selv lavet aftensmad i det lille fælleskøkken.

 Om aftenen (og dagen for den sags skyld) er der godt gang i baren, så vi fik os også en rigtig zambiansk bytur i går. Sjovt sjovt, vi fik i hvert fald danset i rimelig mange timer! Men nu er vi trætte efter en hård nat L

I morgen vender vi snuden hjemad mod vores lille familie i Nyansali (jeg har fundet navnet på vores lille village). Vi har indkøbt havregryn og græskarkerner for at kunne lave lidt grovere boller hjemme hos familien Maponda, chokolade til en banankage vi vil lave, en rosmarinplante (de elsker krydderiet, men det kan ikke fås i Nyimba).

Det har været rart at have en weekend ’fri’ fra at være afrikaner i en lille landsby, men det bliver også virkelig dejligt at komme tilbage igen, for de er jo så søde alle sammen J

Fangede øjeblikke

Søde Julie-Dorte og den lille bamse vi gav hende. Jeg havde heldigvis medbragt en hjemmefra.

Shoppen! Vores værelse er lige bagved. De sætter fjernsynet (et lille et) op på disken, også medbringer man ellers selv en lille træbænk til at sidde på, hvis man har det. Ellers er jorden også meget fin. Pigerne fejer hele området hver morgen.

Julie og jeg! Norah og Enalla flettede vores hår og vi har kun fået ros for det! De synes vi ser så smukke ud. Sisi jawama! (det har kan vi faktisk forstå når eleverne siger til os) Det går bedre og bedre med nianja/nsenga (ja de snakker flere stammesprog...) Vi har fået noget undervisning og forsøget at øve os :)

Jeg er bogstavelig talt i heaven med alle de kyllinger der er her. De er overalt og er så søde! :) Mindre glad var jeg da der blev klækket en handicappet kylling :( jeg prøvede at give de mad og varme den (familien var virkelig ond mod den! Og det var dens mor-høne også!), men den døde :(

 Vi har også grislinger. Og lizards og ikke at forglemme rotterne...

På besøg hos Meriams søster (1 ud af 12 eller sådan noget), Junis. Det er Julie-Dortes mor (hun er inde i huset, det er det hus hele familien bor i. 5 børn og to voksne)

Fødselsdag i Zambia

Skrevet den 18/2

Jeg havde en rigtig godt 20 års fødselsdag her i Nyimba med kun få 20-års-komplekser. Julie og jeg underviste i engelsk og matematik på skolen og efter frokost var vi henne for at se dem øve til en kor/drama/poetry konkurrence der fandt sted i nabobyen Ndake i går, fredag d. 17.

Om eftermiddagen kom Ninna og Hannah på besøg og vores familiemor, Meriam, og familiefar, Maponda, havde bagt en virkelig lækker kage til mig. Norah og en af pigerne fra Nyimba High School havde hver tegnet mig en fin tegning og skrevet er rigtig sødt kort J Ninna og Hannah gav mig to chitengas (en nederdel, som alle har på her. Eller pigerne går faktisk ikke så meget i dem, men Meriam vil ikke lade os forlade huset uden… Det er virkelig hende der styrer slagets gang i denne familie!). Af Julie fik jeg chokolade og en paraply (praktisk både i sol og regn!), som vi fik pruttet fra normal-zambianer-pris 15.000 kwacha til 12.500 kwacha! Rimelig godt gået, da det ikke en gang var mzungu (=hvidt menneske) -pris.

Bagefter hyggede vi med kortspil (pigerne kæmper lidt med fisk og røvhul, som vi kalder president) og fik god aftensmad. Meriam var ret ked af at Hannah og Ninna ikke skulle spise med, endnu en af de mange misforståelser.

Alt i alt en rigtig god dag. Nu er jeg 20 gamle år J

Regn og (intet) internet i Nyimba

Skrevet den 18/2



Internet er der ikke meget af her i Nyimba. Ingen internetcafe og intet internet i familierne. Dog kan man købe et slags modem, som vist virker nogen gange. På NDFA kontoret siges det dog at der er internet, men det har der ikke været den sidste uges tid. Men undtagelse af i går, hvor Julie og jeg tilbragte 1,5 time der. Jeg nåede kun at opdatere én facebook-status og at læse få af mine beskeder fra Julies computer… Alt går virkelig langsomt her…

Det er begyndt at regne her i Nyimba, hvilket virkelig er rart! Varmen var næsten dræbende og vi svedte uafbrudt (men det gør man nu også når det regner…). Det ærgerlige ved regnen er dog, at meget går lidt i stå.

Som nogle af jer måske ved, vandt Zambia den afrikanske fodbold cup søndag aften. Landsbyen var samlet ved vores shop og det gik ikke stille for sig! Mandag morgen var meget mystisk både pga. fodbolden og fordi at det regnede. Ingen stod op, ingen børn kom i skole, en af lærerne var plørefuld efter fodboldfesten og en anden var ca. en time forsinket. Overraskende nok var fulde mr. Liker faktisk en ret fod underviser i grade 1, hvor vi observerede. Vi var begge ret frustrerede da vi kom hjem fra den første dag på skolen.



Skolen er generelt en udfordring. Mentaliteten er bare så anderledes! Tid og det ellers fint tilrettelagte skema er folk ret ligeglade med. Beslutninger tages der ikke så mange af, store som små. Skolen er kun for grade 1,2,3 og 4, og børnene kan derfor hverken skrive nyanja (deres eget sprog) eller skrive og tale engelsk. Grade 4 kan dog noget, så det er dem Julie og jeg har mest mulighed for at hjælpe. Vi har undervist dem i engelsk, matematik og CTS (creative something something). Det virker som om at børnene får en hel del ud af, at Julie og jeg rent faktisk tager os tid til at gå rundt og hjælpe dem med opgaverne, og forklarer dem tingene igen og igen.

Julie og jeg har taget os sammen og er begyndt at løbe en smule. Dette er dog også det nærmeste vi kommer på sunde hernede tror jeg. Vores familiefar Maponda var også med en enkelt morgen, men har siden brændt os af. Alle pigerne og lille Walter ville dog meget gerne løbe i morges (lørdag morgen). Så kl. 6 stod vi alle klar og halvt løb/gadedrengede/gik ned til broen forenden at village-vejen og tilbage igen.
Kl. 6 er faktisk rigtig sent! De andre dage har vi løbet kl. 5 og 5.30. Dagene starter virkelig tidligt her.



Vores mor, Meriam, som laver 'scones' til morgenmad og til at sælge i shoppen. Bagved ses ovnen. Vi spiser frokost og aftensmad på bambusmåtten sammen med pigerne hver dag. Forældrene spiser selv.



At tage med i kirke

Skrevet den 12/2

At tage med zambianerne i kirke er svært at beskrive med ord. Det ene øjeblik føler man sig midt i en scene fra Løvernes Konge, hvor de synger og danser, klapper i alverdens rytmer, som man på ingen måde kan klappe i takt med (jeg prøvede desperat at følge min sidedame). De råber, skriger og hujer som var det til en fodboldkamp og synger så højt at taget i det klasselokale, som udgør kirken, praktisk talt flyver af.  I det næste øjeblik lukker alle øjnene og begynder at bede. Nogle mumler imens de ligger hen over bordet foran dem, andre råber imens de vender ansigtet op i mod loftet og en helt tredje vandrer frem og tilbage oppe ved det hvide tæppe der dækker tavlen imens han delvist råber delvist mumler og hopper når han kommer til en vigtig pointe. På andre tider bliver der prædiket i timevis (bogstavelig talt) på nyinja (det lokale stammesprog). Her skal der kæmpes lidt for at holde øjnene åbne og for ikke at gabe alt for meget.

Jeg var i kirke to gange i Kenya: en gang i en lokal kirke nær Daraja og en anden gang sammen med Darajapigerne i deres ’egen’ protestantiske kirke i et klasselokale (de må ikke forlade skolen). I den lokale kirke mindede hele ’servicen’ meget om den zambianske med sang, dansen, klappen og en lang prædiken. Pigernes var på engelsk (det er det eneste man må snakke på skolen) og var derfor lidt mere interessant. Pigerne styrede det hele selv og skiftes fra søndag til søndag om at være ordstyrer og preacher.

Fælles for de tre kirker er, at alle frit kan fremføre sange, digte eller lignende hvis de vil, og her imponerer afrikanerne virkelig med deres talenter! Vi er også alle tre gange blevet præsenteret for alle og budt velkommen. I Zambia skulle vi heldigvis ikke optræde, men i Kenya var det en selvfølge at vi skulle optræde med en sang. Vi fik både mumlet os igennem ’Jeg ved en lærkerede’ og sunget lidt kraftigere ’I dag er det Julies fødselsdag’

Familien Maponda

Skrevet d. 12/2 2012



Så er Julie og jeg endelig landet hos vores zambianske familie. De bor i en village (som vi ikke kan huske hvad hedder, men har fået at vide ca. en milliard gange). Nyimba town er ca. 1,5 km herfra hvor vi bor. Der bor Ninna og Hannah og NDFA office, som er den organisation de skal arbejde for, ligger.

Walter Heibert school, hvor vi skal arbejde ligger 5 minutter herfra og er startet af vores familie-far.



Walter (lillebror), Sarah (kusine) og Ruth (lillesøster)



Familien består af far Maponda, mor Meriam, Nora, Anastacia, Emerald (tror vi nok hun hedder), Ruth, Abigail, Walter Heibert, Prince og lille Blessed på 1,5 år. Pigerne er i alderen 18-12 år og drengene 7, 4 og 1,5.  Desuden bor Meriams lillesøster på 17 her og fungerer som en søster. Så der er en del munde at mætte J

Vi bor ikke i et samlet hus, men i flere små hytter. Badet er en hytte med en lille balje, hvori man fylder vand og så splaskes der ellers bare løs. Toilettet er en fin lille hytte med et dybt hul i jorden, meget hyggeligt, men svært at ramme det hul! Generelt har vi mange husdyr: lizards (fem i badet, 10 på toilettet og tre på værelset), mus (de kalder dem rotter, men jeg foretrækker: mus), edderkopper og virkelig mange høns som gerne deltager aktivt i madlavning og spisning.

Køkkenet er placeret udenfor under et bliktag og består af en stor ovn lavet af mursten og små ’kogesteder’ til gryder. Alt maden bliver lavet på åben ild, også Meriams scones (theboller, men det kalder hun dem) bliver bagt i ovnen. Det er helt vildt så god hun er til at bage i den ovn! Scones’ene sælger hun i familieforetagenet ’The Shop’, som er en lille butik, som familiens piger står for at betjene det meste af tiden (det er generelt dem som laver ALT her).

I butikken sælger de mest nødvendige basisting, snacks, kiks, Meriams Scones og man kan få ladet sin mobiltelefon op. For ja familien har strøm J Ret underligt, når de ikke engang har et bad. Shoppen har et fjernsyn som kører på fuld skrue dagen (og natten nærmest) lang enten med afrikansk R&B musik (Julie og jeg blev sat på hver vores stol lige foran, for vi skulle se pigerne shake deres booty. Vi blev forfærdet over hvor lidt tøj de havde på, for landsbyens børn er virkelig ikke ret gamle!) eller nigerianske nollywood film (drama, drama og drama). Når Zambia spiller landskamp samles hele landsbyen og ser kampen foran butikken. Når der ikke er kamp samles de alligevel om en film eller to. Det er egentlig underligt at Julie og jeg kan sove, for lyden kører for fulde drøn og shoppen er lige op ad vores værelse. Men det kan vi sagtens! J

Julie og jeg har fået vores eget lille værelse med to madrasser, et faldefærdigt skab med ingen hylder, et lille bord og en lille reol. Meget fint. Og så har vi fået sat vores mosquito-nets op.

Vi prøver desperat at huske alle de ord og hilsner, som vi får kastet i hovedet hele tiden. Her i Nyimba snakker de stammesproget niynja. Jeg er ret dårlig, jeg håber snart lidt af det sidder fast.

Hilsen fra Lusaka!

Så er vi ankommet til hovedstaden i Zambia: Lusaka. Efter at have været meget tidligt oppe for at blive kørt til Nairobi lufthavn, blev vi ved ca. en 12-tiden hentet af en bil fra Action Aid i Lusaka lufthavn.  Forvirringen var allerede startet ved  immigrationsskranken, hvor de to zambianenere skiftedes  mellem at joke og være meget seriøse omkring at man kunne blive arresteret grundet forkert visum. Vi forstod dem aldrig rigtigt og skyndte os ud til taskebåndet, hvor vi var lykkelige over at se vores tasker! Forvirringen over Zambia og zambianernes tidsopfattelse er ikke blevet mindre over de sidste par dage..

Fraizer (Action Aid guy) satte os af på Woodlands lodge, med et ’der kommer en og henter jeg i morgen fra Action Aid’. Hvornår? Hvem? Hvad skal vi? Han vidste ikke så meget, men det var vidst noget med at hele Action Aid var i Livingstone af en eller anden grund. Muligvis på en ’retreat’?

Vores trætte hjerner har fået sig noget af et kulturchok. Her i Lusaka er der ingen huller i vejene, der er en MASSE store biler, der er tykke og rige zambianerne samt hvide mennesker i det store supermarked (50/50). Vi har køleskab på værelset (sådan et har vi ikke set i en måned), bløde senge og et badekar.

Da vi blev hentet mandag morgen og kørt til Action Aids hovedkontor fandt vi dog ud af at, at de er ved at male om der og at der bor en permanet i deres guest house, og det er derfor at vi er blevet placeret på lodgen.

Mandag gik med at få ’African time’ godt ind under neglene, for gud hvor sad vi bare længe ved det hvide havebord i Action Aids have! Hver gang gik der ’lige 5-10 min’, som meget hurtigt blev til 1,5 time. Vi fik dog snakket med Vincent, vores landekoordinator. Han forklarede os om Action Aid, Zambia og om Nyimba. Vi fik også hævet penge (jeg er millionær! 1.000.000 kwacha er nemlig ca. 1000 dkr værd) og købt os et zambiansk simkort.

Om eftermiddagen kørte Fraizer os til turistfælden ’Cultural Village’ og vi så Zambias første præsidents hus. Et meget komisk museumsbesøg, hvor han fortalte os de mest mystiske ting. ’Her på billedet strikker Mamma Betty og Kaunda spiller guitar’, ’Dette er Dr. Kaundas madras’, ’Desværre er det ikke det oprindelige tæppe, det blev stjålet i 1991’. Men vi havde det godt nok sjovt ved middagen i går, hvor vi fik reflekteret over det mystiske museumsbesøg. Vi fik vist alle fire et krampeanfald i maven fordi vi grinte så meget.

Søde Julie :) Hun har dog ikke drukket
dem alle selv, bare rolig.

I dag, tirsdag, havde vi alle forberedt os på African time med en bog! Det bedste middel. Ellers har vi besøgt en zoo (turbo-besøg, her var Fraizer pludselig ikke særlig African time …), spist frokost med Action Aid kontoret, været på Zambia National museum og været på marked, hvor vi alle fik mange nye venner. Action Aid kontoret og vi har to helt forskellige syn på hvad det er vi gerne vil se/opleve for en slags Lusaka – men det har været to helt fine dage J

I morgen skal vi ud til Nyimba district og møde vores familier. Vi glæder os til at komme i gang, men er samtidig virkelig spændte!



Goodbye Daraja, hello Kibera

Afskeden med Daraja var ikke sjov. Lis, Julie og jeg var også blevet rigtig gode venner med køkkenpersonalet og hjulpet dem en hel del med maden, så det var sørgeligt. Simon (drengen på billedet) var blevet lettere glad for mig (ikke om jeg forstår det: fedtet hår og sundhedssandaler) , men mente altså at jeg skulle blive i Kenya sammen med ham, for jeg var sød. Helst ville han gerne giftes. Jeg sagde at mine forældre skulkle have 50 køer eller en babygiraf så. Babygiraffen var for sjov, men de betaler rent faktisk i køer for deres koner! typisk 8-12 køer, alt efter hvor smuk og klog hun er. Simon var uddannet kok og ville meget gerne vide om det var nemt at få arbejde som kok i Danmark og hvad en flybillet dertil kostede. Jeg fik dog lov til at tage med Julie til Zambia. (det er Simons fedtfinger der har haft fat i kameraet, sorry)

I Nairobi havde vi en halv dag, hvor vi var nogle der tog til slummen Kibera. Det var en stor og sjov oplevelse at opleve et samfund som det. Svært at beskrive med ord. Vi fik blandt andet at vide, at regeringen påstår at der bor 171.000 mennesker, men at der i virkeligheden bor 1.700.000. På denne måde får folkene i Kibera færre penge.

Afrikansk sved lugter bare anderledes...

Og det er sandt! Allerede efter to dage kunne vi lugte at vi selv lugtede anderledes...

Så er der ikke mange dage tilbage på Daraja desværre. Vi har det så hyggeligt og sjovt her og lærer vildt meget.

I sidste uge fik vi fire piger, som skal til Zambia, endelig noget at vide om vores placering. Jeg og Julie skal bo sammen, hvilket vi er rigtig glade for begge to. Vi snakker rigtig meget sammen her på Daraja, og jeg er sikker på at vi nok skal få et godt ophold! Vi skal arbejde på en skole for forældreløse som hedder Walter Heibert School for Orphans. Vi skal alle fire bo i Nyimba District, som ligger 340 km fra Lusaka (Zambias hovedstad) og har en population på 85,000. Deres primære beskæftigelse er landbrug og handel. Området er meget kendt for deres bananer og fisk fra Luangwa River. Ninna og Hannah skal bo sammen og arbejde for Nyimba District Farmers association, som samarbejder med vores skole. 

I dag, onsdag, har vi besøgt to danske MS-volontører, som var på Daraja i november. De er placeret lidt uden for et større kenyansk by ca. 2,5 times kørsel fra Daraja. De bor og arbejder på et børnehjem. De viste os rundt og fortalte os om deres hverdag og om, hvor meget de elsker at være der og er kede af at der kun er en måned tilbage.

Jeg glæder mig helt vildt til at komme til Zambia og se hvordan vi skal bo og arbejde, men samtidig bliver det virkelig sørgeligt at forlade vores hjem her på Daraja, hvor alle er så søde. 

Vi kører mod Nairobi lørdag morgen hvor vi så har resten af dagen. Søndag flyver vi alle mod vores forskellige destinationer: Tanzania, Mozambique, Zambia, Uganda, Ghana og otte bliver i Kenya. 

Så vidt vi har forstået har vi et par dage i Zambias hovedstad Luzaka før vi skal ud til vores placering. 

Jeg håber at I alle har det lige så godt hjemme som vi har her i Kenya!

Mount Kenya? Check!

Turen til Mount Kenya var hjernedød hård, men samtidig noget af det mest fantastiske jeg har prøvet.

Vi havde en lang weekend fri her fra fredag til mandag. Efter morgenmad lørdag (pandekager!! Wuhu) på Daraja, blev vi 11 piger hentet og kørt til Nanyuki. Her skulle vi leje de nødvendige ting vi ikke selv havde medbragt. Maries vandrestøvler var (heldigvis for mig) for små til hende, så dem lånte jeg J ellers lejede jeg en sovepose (de sparer desværre en del på vandet i Afrika … men heldigvis havde jeg min lagenpose med), en hue og et par vanter hvor der med stor skrift stod -30°. 

Vi blev kørt til indgangen af Mount Kenya national park, fik frokost og blev derefter sendt af sted på ’første etape’: 9 km op til Camp Old Moses, som ligger 3300 m over havets overflade. Første dag var hård, men især varm da vi gik i bagende sol. I campen var der dog koldt koldt koldt, og natten blev rigtig lang og forfrossen. Vi frygtede meget den sidste nat som skulle tilbringes i Shiptons Camp 4200 m over havets overflade.

’Anden etape’ var 14,5 km lang og hård. Det var vigtigt at vi gik langsomt, holdte en del pauser og drak rigtig meget vand, da man nemt får højdesyge når man går så hurtigt op ad. I Camp Old Moses skulle vi rense vandet med medbragt klor, men hurtigt efter vi havde forladt den og gået en del opad var der kilder overalt hvor vi fyldte vores flasker op.

Det var en fantastisk smuk tur! Det er vildt at Kenyas natur er så alsidig. Der er alt fra tør slette til jungle til svensk ødeland til sneklædte klipper.

Shiptons Camp ligger lige ved ’foden’ af Mount Kenyas fire toppe. Vi skulle bestige den der hedder Lelana, som er 4850 m over havets overflade. Bjergets fire toppe hedder på swahili: mor, far, søn(Lelana) og datter. Kl. 2.30 var der ’tea and biscuits’ og så var det ellers bare på med ALT det varme tøj vi havde, pandelampen og chokolade og nødder i lommerne. Turen opad tog ca. 3,5, foregik i bælgmørke, gik meget stejlt opad og var vanvittig hård. Den ene af pigerne sprang fra efter ca. meter og en anden blev bedt om at følge med ned efter ca. en time, da hun havde det for dårligt (vurderede vores bagtrop-guide: Peter). Lidt over seks begyndte vi at kunne ane solen og så skulle der ellers kravle og klatres efter bedste evne. Der var den smukkeste udsigt fra Lenana og det var vanvittig flot da solen stod op. Det var en helt uvirkelig følelse at have klaret det (for vi havde alle flere gange i løbet af natten overvejet, om man egentlig kunne klare det…) Men fuck hvor var det koldt. Og de -30° som stod på vanterne må have været en afrikansk joke! 

 

Ida og jeg paa toppen!

Vejen ned blev om muligt en endnu større udfordring, for nu kunne vi se hvor lodret opad vi nærmest var gået og hvor nemt det havde været at skvatte ned ad bjerget. Det var rigtig hårdt at gå ned ad, men samtidig ret motiverende og vi vidste at der var lækker morgenmad når vi kom ned igen J Efter morgenmad gik vi de 14,5 km tilbage til Old Moses igen hvorfra vi blev hentet og kørt tilbage til Daraja.

Desværre var der en pige, som fik rigtig slem højdesyge og besvimede da vi skulle til at ned fra toppen. Hun blev slæbt/båret ned af vores guider. Da hun ikke fik det bedre selvom hun kom lidt ned ad, skulle de også bære hende de sidste 14,5 km på en båre. Hun kom på hospitalet og det var heldigvis ’bare’ højdesyge og hun har det fint nu. Vi andre mærkede heldigvis ikke andet til det end hovedpine og lidt med maven.

Jeg er så glad for at jeg valgte at bestige Mount Kenya, det var helt vildt. Samtidig er jeg taknemmelig for, at Julie og jeg har løbet på vores lille ’bjerg’ på Daraja et par gange om ugen, for nøj hvor var der nogle af pigerne der prustede og havde det hårdt!!