Fødselsdag!!

(skrevet d. 26. april)

Mandag havde Prince (vores næstmindste lillebror) fødselsdag og fyldte 5 år. Fødselsdag er normalt ikke noget de gør så meget ud af her og er faktisk heller ikke rigtig noget, de har råd til at fejre, hvilket blot giver mig rigtig dårlig samvittighed over den fine kage de lavede til mig, for jeg ved hvor meget en dåse syltetøj, et æble og icing sugar koster, og det er rigtig meget i forhold til deres budget. Julie og jeg meldte os derfor frivilligt til at lave en fin fødselsdagskage til Prince, og vi havde da også købt ham en army-rygsæk på markedet. Kagen og gaven bragte stor glæde hos hele familien J

I dag har søster Ruth fødselsdag! Af en eller anden grund er jeg den som har glædet sig mest.. Abi (mindre søster) og jeg fik lavet to fine chokoladekager (lavet med dyr kakao fra shop i boma (byen)) og Ruth fik en flotte citenga, som Jules og jeg købte til hende i Lusaka. Endnu et kagehit, især hos de små drenge J

Alt i alt går det rigtig godt her hos familien Maponda, hvor jeg nyder det stille og rolige afrikaner liv J

Den skøreste ting skete i onsdags, jeg mødte en amerikansk dame og hendes tre børn på markedet. Hun inviterede mig hjem til frokost i dag (lørdag) og det er virkelig lille-USA!! God mad og internet :) SÅ underligt at vi ikke er stødt på dem før, der er trods alt ikke vildt mange hvide her.. De er missionærer, både hende og hendes mand, og har boet her i 5 år. De elsker det virkelig, men lever i deres egen lille USA-bobbel med amerikansk tv, rindende vand og hjemmeskoling af deres børn.

Farvel til mine nye søstre :)

(skrevet den 24. april)

I går sagde jeg farvel til min søde nye søster, Jules. Hvis jeg havde vist at det ville blive så svært, så havde jeg nok ikke valgt, at blive her længere tid uden hende. Men farvel det fik vi altså sagt og også til søde Hannah og Ninna efter et hurtigt evalueringsmøde.

Jeg blev hevet med kirkens youth group ud i går. Vi skulle delvis shanghaje nye medlemmer til kirken og delvis forfølge dem, som ikke var der i søndags. I dag var jeg så med til bible study… Jeg har altid undret mig over, hvad de lavede der hver onsdag, men jo, de studerer faktisk biblen. Vælger et par steder, og begynder så at diskutere ’What is sin?’, ’How do we get eternal life?’ Så sidder Dorte lige så fint der på sivmåtten og lytter til nyanja blandet med lidt engelsk imens jeg ihærdigt forsøger på, ikke at få øjenkontakt, for så bliver jeg bare bedt om at komme med en engageret kommentar eller en opening/closening prayer. Jeg har fået mumlet to opening-prayers!

Project Walter Hiebert School

(skrevet den 24. april)

Jyske Vestkysten skrev en artikel om Julies tur til Zambia før vi tog til Livingstone, med det formål at samle lidt penge ind til vores lille skole. Vi har været så heldige at der er blevet overført en hel del penge til kontoen, som kun formerer sig når de veksles til zambianske kwacha.
Derfor kunne vi, da vi kom hjem fra Zambia gå i gang med flere små projekter på skolen. Vi drøftede hvad pengene skulle bruges til på lærer-end-of-term-1-mødet før ferien. Skolen har som før nævnt slet ingen penge, da eleverne ikke betaler school-fays (det er meget utypisk) og da skolen af en eller anden mystisk grund, ikke har modtaget de 500.000 kwacha (500 kr.) de var berettiget til i term 1. Grunden dertil er henvist til uvished. En mener at det er fordi ’headteacher’ er på orlov, en anden mener pengene er blevet brugt til at renovere en anden skole, nogle at det er korruption og andre at ingen skoler i hele distriktet har fået penge.

Det vigtigste for Julie og jeg, var blyanter til eleverne. De har nemlig langt fra alle blyanter og må derfor vente på at sidemanden har lavet opgaverne (hvilket i sig selv tager en krig!). Vi har derfor indkøbt låne-blyanter, spidsere, viskelædere, linealer, hæfter til de der ikke selv har råd, kridt osv. Det meste har vi købt på vores lokale marked for at støtte dem, men vi må desværre også erkende at det resulterer i en ret dårlig kvalitet…

Derudover har Julie og jeg malet og dekoreret to søjler ude foran skolen, da der slet ikke var noget før, som indikerede at det var en skole. Vores kollegaer kom med den gode ide, at lave en ’signpost’ (det har alle skoler her) ude ved vejen, hvorpå der skal stå Walter Hiebert School, adressen (dog har vi vist ikke sådan en…) og skolens motto, som der stadig er lidt uenighed om J  Jeg satser stort på at det bliver færdigt inden jeg drager snuden hjemad, men der skal vist presses lidt på…

Vi har også købt bolde, sjippetorv og tegne-materialer, som er blevet brugt flittigt siden sidste mandag, hvor Julie og jeg åbnede noget af skolen til ’ferie-skole’. Her leger vi, tegner, spiller Go Fish (nøj jeg har spillet det mange gange efterhånden…) og mange andre ting. I dag har vi foldet æsker og flip-floppere. Det er rigtig hyggeligt, og børnene virker virkelig glade for det!

Christmas child

(skrevet den 16. april)

I søndags var der gaveuddeling i kirken. En kristen organisation i USA (samaritaner something), havde sendt adskillige kasser med pakker til børnene i vores kirke. For et par måneder siden, har hver familie betalt 4.000 kwacha ( 4 kr) for hver pakke. Jeg har på fornemmelsen, at pakkerne skulle have været her til jul, for hele projektet hed ’Christmas Child’ og mange af gaverne havde juleting og julekort i sig.
Vores atate Maponda prøvede at holde lidt styr på uddelingen, men den endte i kaos og gaverne som ellers var inddelt i 2-4 år, 5-9, 10-14 og pige/dreng endte i helt tilfældige hænder. Men glæde, det bragte pakkerne i hvert fald! Jeg var godt nok overrasket over, at der ikke var et eneste barn, forælder eller spændt muzungu (= hvid person = Jules og jeg) som åbnede en eneste pakke. Den viljestyrke (eller evne til at adlyde dem med højere status) er vist ikke at finde hos danske børn.

I pakkerne var der blyanter, hæfter, malebøger, bøger, spil, bolde, t-shirts, sokker, dukker, slik osv. Det var tilfældigt fra kasse til kasse. I Prince’ (vores lillebror), var der også et julekort fra et amerikansk par fra Mischigan, som åbenbart havde sponsoreret denne gave.

Hvor meget glæde disse pakker end har skabt, så kan jeg ikke lade vær med at synes at der er noget helt helt helt forkert over situationen. Rige, velstående amerikanere kan hjælpe deres egen samvittighed i juletiden, ved at sende et lille ’afrikanerbarn’ en julepakke. Hvor jeg ser alle medlemmerne i kirken og vores familie som egentlige personligheder, gør disse pakker dem til fattige ’objekter’, som behøver hjælp udefra. Det hele er så dobbelt, for selvfølgelig skal de have hjælp af rige folk, som gerne vil dele ud af deres goder, men det minimerer også bare den ligeværdighed, som burde være mellem alle folk på jorden, så helt ekstremt meget! Det sætter dem i en boks som fattige afrikanere og ikke i ’menneske’-boksen synes jeg.

Mange af de ting, som var i pakkerne, ved børnene heller ikke engang hvad de skal bruge til. Fx så jeg en  få et kalaha spil, god idé, men de kan ikke spille det, og bruger ikke tid på at lære det. Det lyder hårdt, men det gør de ikke. Vi har et fint klodsmajor spil herhjemme som eksempel. Det pyntede fint på hylden indtil jeg foreslog, at vi spillede det. Bagefter blev det smidt ret så meget rundt med, rullet i mudderet, proppet ind i munden og nu ved ingen hvor det er. Sådan ender historien med rigtig mange ting..

Samtidig har vi fire piger snakket om, at disse gaver måske egentlig var tiltænkt meget fattigere børn og at det derfor endnu engang virker helt forkert.

Flere sider af samme sag, som helt modsiger hinanden (hvor bliver man dog filosofisk herude i den afrikanske bush).

Få billeder :)

Multitasking: på vej til boma, gnaskende på et sukkerør og en ’fine, how are you?’ tilbage til 10 små børn. Sukkerrøret er i øvrigt en rigtig god beskæftigelse, det kan nemt holde to muzungus beskæftiget i en halv times tid. Til højre ses Ruth og vores fætter Peter.

Smukke Lake Malawi J Go there, det er en ordre.

Jules og jeg i vores køkken i fuld gang med projekt pandekager.

Fællesbillede i Ndake, note the dress!

Jeg tror at billedet siger det meste! AMAZING!

Vores kære skrædder i et regnskyl :)(senere har vi fundet ud af, at Hannah og Ninnas er meget billigere!!!)

Frivillig i Botswana! wuhu

Så er man sku frivillig volontør i Afrika, ude for at gøre en forskel! Jep, det er os tre danske piger, som sidder på bagsædet af safarijeepen og knipser løs med et spejlreflekskamera.

Heldigvis fandt vi os en nogenlunde budgetvenlig tur til Chobe nationalpark i Botswana. Livingstone ligger 20 minutters køretid fra både grænsen til Zimbabwe, Namibia og Botswana. Midt i Chobe nationalpark har vi overnattet en enkelt nat i bushen i et lille fint roskilde-agtigt telt, dog med lagener og hovedpuder (hvilket er totalt underligt, det er vi jo slet ikke vant til…). Folk stirrede med et forundrende blik, som slet ikke kan beskrives, da vi med begejstring og i vild jubel kastede os over rigtig kaffe, muffins og den bedste frokostbuffet længe (hvad sker der lige for at de har feta og tærte?)! Vi har set ufatteligt mange elefanter, buffalos, giraffer, antiloper, løver og wild dogs. For ikke at snakke om alle fuglene og ørnene, til stor glæde for kære Jules J

5-4-3-2-1 BUNGEE JUMP!

En anden grund til at vores fire søde venner tog hele den lange vej fra deres lille landsby i Tanzania, var den 128 m høje bro over Zambezi River, som forbinder Zambia og Zimbabwe. Her kan man nemlig lave det tredje højeste bungee jump i verden på 111 m!

Ida og jeg havde snakket om hoppet siden Kenya. Søndag besøgte vi smukke Victoria Falls, som virkelig er et fantastisk (og vådt!) syn! Det er noget som bare skal ses og kan ses igen og igen. Her besøgte vi også broen, som var sort af turister. Vi tog derfor derhen tidligt mandag i stedet (samtidig for at udskyde hoppet endnu en gang…). Nervøsiteten meldte sig for alvor, da vi satte vores kryds og skrev under på, at vi selv var ansvarlige for alle skader og eventuel død. Fedt. Sorry mom and dad.
Vi besluttede at lave en ’combi’ som bestod af et slide, bungee jumpet og en gorge swing. The swing er en slags kæmpe gynge, hvor man i stedet for at hoppe på hovedet, tager et skridt ud fra broen og falder med fødderne først før du ’gribes’ af elastikken og gynger frem og tilbage. Denne valgte Ida og jeg at lave sammen efter hoppetJ

Bungee jumpet er nok det vildeste jeg nogensinde har prøvet! (ja, det skriver jeg hele tiden om en ny ting…) Rent faktisk at tage hoppet ud over den sindssyge flod var vanvittigt! Ida hoppede først, og det var heldigt at to andre lige skulle hoppe imellem os, for gud hvor blev jer nervøs ved at se(og høre!!) hende hoppe! Da fyren med alle selerne og krogene bedte mig vende mig om og gå ud mod kanten, var det som om at hele min krop var mere end uenig. Fra da af kan jeg nærmest ikke huske noget og jeg er virkelig overrasket over, at jeg rent faktisk hoppede da han sagde 5-4-3-2-1 BUNGEE JUMP! Jeg havde forudset et kæmpe skrig, men jeg kunne ikke få en eneste lyd ud igennem mine læber. Først da elastikken greb mig, begyndte jeg at forstå hvad der skete, tror jeg.  Man bouncer op og ned en hel del gange før man til sidst ender med hovedet nedad imod den brusende flod med en eneste tanke i hovedet: ”Hvornår fanden kommer manden og vender mig om?? Har han glemt mig???” Først på vej op ad igen blev jeg ramt af lykkefølelsen over den fedeste oplevelse ever og over fantastiske Zambia! For resten var jeg også lige tre smut i Zimbabwe, det er nemlig her man klatrer op efter alle tre ’stunts’! J

Livingstone og besøg fra Tanzania!

Vores lille skole havde afslutning på term 1 torsdag d. 5. april og efter lidt leg, oprensning af placeringer og point fra ’End of term tests’ og håndtryk fra en masse elever, prøvede vi sammen med en milliard boardingskoleelever, at få os en bus imod Lusaka. Rigtig smart at vælge at rejse den dag, hvor alle skoler får ferie. Vi blev presset ind på bagsædet i en bus fyldt med teenagere. Turen, som normalt tager 4 timer, sneg sig op på 6 – 7 timer. Vi var nemlig så heldige at få en bus, som kun med nød og næppe kunne kæmpe sig op ad Zambias utallige bakker, trille ned på den anden side og faktisk flere gange trillede baglæns…

I Lusaka mødtes vi på Kalulu backpackers med Ida, Eva, Nonkoh og Mathias, som vi boede med i Kenya. De er alle fire volontører i Tanzania (= vand, sol og strand!!) og tog toget fra Dar es salam (Tanzanias hovedstad), for at besøge os og (nok mest) Victoria falls! Togturen skulle have taget 37 timer, men endte på 47, så ingen brok over mine 7 timer. Det er så sjovt og rart at se dem igen og høre om alle deres oplevelser!

Desværre blev Evas rygsæk stjålet i bussen på vej til Livingstone, hvilket faktisk svarer til, at miste praktisk talt alt hvad der har været ens ejendele i snart 4 måneder. Det er så synd for hende og vi er vist alle glade for at det ikke er vores taske …

Regn

(skrevet den 1. april og jo, sjovt nok har de også aprilsnar her)

Jeg tror jeg har beskrevet de ekstreme vejrforhold igen, men jeg føler at de fortjener en gentagelse. Regntiden er i Zambia fra slut november til april cirka. I september, oktober og november bliver det ulideligt varmt her (til gengæld er der sygt mange mangoer!!!) og regnen kommer som en velsignelse fra Gus (lidt religiøs bliver man vel af at bruge hver søndag i kirken og sige bordbøn tre gange om dagen). Regntid er dog ikke lig regn hele tiden og koldt vejr, slet ikke. Det er ekstremt rart når der til en afveksling kommer et par skyer på himlen og regnen begynder at falde. Når det så regner, så regner det! Vi blev fanget under et halvtag i en halvanden times tid under et besøg til boma (byen) i en af de forrige uger, hvorefter vi vovede os ud i den styrtende regn fordi det snart blev mørkt. Inden da havde vi fået os en ny ven, Dominique. Han var fysioterapeut på hospitalet og ville gerne være venner. Vi har fået et par hyggelige sms’er siden J Vi havde hørt shoppens gamle watchmans livshistorie, sunget et par sange og ellers stenet en del.

Som nævnt før, er det heller ikke ualmindeligt at lade vær med at stå op, tage på arbejde, i skole eller i kirke hvis det regner.

I nat vågnede jeg i skræk for at Julies og mit lille bliktag skulle styrte ned oven i os, så heavy (som de siger her) var regnen.

Dog regner det sjældnere og sjældnere, og jeg glæder mig til at se smukke Victoria falls igen fyldt med vand :)

Nyt fra familien Maponda

(skrevet den 30. marts)

Alt går godt hos vores søde familie, som vi bliver gladere og gladere for. Vi lavede aftensmad aftenen før vi tog til Malawi: ovnbagte kartofler, kolde bønnesalat og tomatsovs med provence-krydderier fra Lusaka. Vi havde bare lige glemt, at der ikke er strøm om tirsdagen, så det blev til kogte kartofler. Men alt i alt en succes. Vi har også forsøgt os med pandekager, hvilket også blev rigtig godt. Tak til Fredes opskrift der lå på mobilen J

Sidste lørdag skulle vi til nabo landsbyen Ndake, hvor vores atate-Mapondas far bor: the chief! (vores familie er nemlig royalty, og ja, det kalder de det faktisk). Jules og jeg blev iført vores nye grease/afrika kjoler af chitengastof og følte os lidt som påklædningsdukker, da vi drog ud på en 7 km gåtur til The Palace sammen med vores søstre, en kusine, Hannah og Ninna og deres ene søster. Her blev vi sat i dagligstuen, hvor vi så tilbragte et par timer indtil frokost. Efter frokost var der gåtur og ellers en del mere sidden og venten. Spændende lørdag J men nu fik vi da mødt the chief, som alle på samme tid ærer og frygter. Det er helt sindsygt hvor meget de går op i status her. Man skal hilse på den rigtige måde, neje for og adlyde alle ordrer fra en der er ældre eller af højere status.

I dag har Hannah og Ninna været til frokost, hvilket var en stor ting for vores amai-Miriam. Da vi i morges stod og børstede tænder sådan lidt halvvejs i køkkenet/badet/gangen/på toiletstien kom Ruth sprintende rundt om os videre hen igennem køkkenet, rundt om huset, igennem busken sådan ca. 3 gange før hun fik fat i halen på en stor høne som brokkede sig gevaldigt – hønen var til frokost. 

End of term tests

(skrevet den 30. Marts)

Vi er i skolen begyndt på ’End of term 1’ tests. De kører hernede med tre terms på et skoleår, hvor der er en måneds ferie imellem hver. Efter hvert term, er der tests. Mandag var der test i cinanya (deres stammesprog), som Jules og jeg skrev op på tavlen til grade 4 og rettede efter Mrs. Nyriendas marking-key. 90 % dumpede, hvilket vi desværre også havde regnet med, for praktisk talt ingen af eleverne kan læse og skrive. Vi havde matematik tirsdag, som gik lidt bedre. De virkede som om at de i det mindste havde lært en smule af vores undervisning. Engelsk var dog ikke den største succes, endnu en gang pga. de manglende læse/skrive/stave færdigheder.

Jeg kan blive så ufattelig sur over det system de kører på skolen, det er jo klart at eleverne ingenting kan når lærerne aldrig er der, ikke underviser, går midt i timen, underviser TOTALT hen over hovedet på 85 % af eleverne eller er pløre fulde.

Samtidig sker ’alt’ jo officielt på engelsk, så både science testen og deres test i SDS (samfundsfagsagtigt) var på engelsk. Problemet er jo bare lige, at ingen af dem kan engelsk! Og da slet ikke læse spørgsmålene på tavlen. Samtidig har de jo praktisk talt ikke haft de to fag siden Jules og jeg ankom, fordi det har lærerne ikke lige haft tid til (hvilket er forståeligt nok da de altid er i undertal…). Dog gik de to tests udmærket, fordi de har haft de samme spørgsmål til de forrige 10 ’end of term tests’. Det er skræmmende tit som om, at de lærere slet ikke tænker??

På torsdag lukker skolen og holder påskelukket. Julies og min plan er at holde ferie-åbent i the library og lave diverse aktiverer med børnene. Men først venter der en tur til Victoria Falls :)

End of term tests

(skrevet den 30. Marts)

Vi er i skolen begyndt på ’End of term 1’ tests. De kører hernede med tre terms på et skoleår, hvor der er en måneds ferie imellem hver. Efter hvert term, er der tests. Mandag var der test i cinanya (deres stammesprog), som Jules og jeg skrev op på tavlen til grade 4 og rettede efter Mrs. Nyriendas marking-key. 90 % dumpede, hvilket vi desværre også havde regnet med, for praktisk talt ingen af eleverne kan læse og skrive. Vi havde matematik tirsdag, som gik lidt bedre. De virkede som om at de i det mindste havde lært en smule af vores undervisning. Engelsk var dog ikke den største succes, endnu en gang pga. de manglende læse/skrive/stave færdigheder.

Jeg kan blive så ufattelig sur over det system de kører på skolen, det er jo klart at eleverne ingenting kan når lærerne aldrig er der, ikke underviser, går midt i timen, underviser TOTALT hen over hovedet på 85 % af eleverne eller er pløre fulde.

Samtidig sker ’alt’ jo officielt på engelsk, så både science testen og deres test i SDS (samfundsfagsagtigt) var på engelsk. Problemet er jo bare lige, at ingen af dem kan engelsk! Og da slet ikke læse spørgsmålene på tavlen. Samtidig har de jo praktisk talt ikke haft de to fag siden Jules og jeg ankom, fordi det har lærerne ikke lige haft tid til (hvilket er forståeligt nok da de altid er i undertal…). Dog gik de to tests udmærket, fordi de har haft de samme spørgsmål til de forrige 10 ’end of term tests’. Det er skræmmende tit som om, at de lærere slet ikke tænker??

På torsdag lukker skolen og holder påskelukket. Julies og min plan er at holde ferie-åbent i the library og lave diverse aktiverer med børnene. Men først venter der en tur til Victoria Falls :)