Lake Malawi

Efter to dage i diverse faldefærdige busser, hvor vi har brugt mere tid på at vente på at bussen blev fyldt op, holde stop, blive tjekket af politiet, skifte dæk, reparere motoren eller fylde olie på end på egentligt at køre, har vi krydset en landegrænse, fået endnu to stempler i passet og landet på den smukkeste bountystrand i Malawi: Cape Maclear, som ligger lige ud til Lake Malawi, den tredje største sø i Afrika.

Det var ikke uden lidt dårlig samvittighed, at vi besluttede at tage et par dage fri fra vores skole og til tider krævende, men søde børn og de lettere frustrerende kollegaer. Hvor glade vi end er for vores familie og for at være en stor hjælp på skolen, kunne vi virkelig mærke, at det var tid til lidt afveksling i den ensformige hverdag og til at ’have lov til’ at være lidt vestlige, for på mange måder er det bare ikke ’vores liv’ vi lever, hvor meget vi end rigtig godt kan lide at være der! J

Så det var da med en lille klump i maven, at vi passerede den lille skole onsdag morgen på vej op til Nyimba Bus station og så børnenes forvirrede ansigter, da vi ikke drejede ind ved skolen. Jeg havde dog dagen før virkelig forsøgt på mit bedste nsenga at forklare dem at vi IKKE ville komme de næste tre dage. ’Tizadya ku Malawi. Tizaonana ciwiri!’ Det virkede som op at den kloge af de to Matthews forstod da jeg havde råbt det tre gange til ham, forhåbentlig kunne han forklare det videre.
Hvordan kan det være, at vores elever kan få så mange julelys i øjnene, når de ser os om morgenen, elske at møde os på vejen, besøge os hos familien Maponda og lære os nsenga, MEN ikke kan holde bøtte et eneste sekund når vi underviser? Eller for den sags skyld række hånden op, lade vær med at svare for hinanden eller bare i det hele tiden gøre hvad vi siger. Men det er vel ikke så anderledes fra danske børn kan jeg forestille mig? Endnu en gang dyb respekt til mine folkeskolelærere.

På Malawis kun 118,484 km² bor der 13 millioner mennesker i forhold til de næsten 12 millioner på 752,614 km² store Zambia.  Malawi er et af verdens fattigste lande, hvilket vi også godt kunne mærke da vi ankom til deres hovedstad Lilongwe onsdag eftermiddag. Lilongwe er en helt anden type by end Lusaka, som bestod af ca. ligedele amerikaniserede og rige mennesker, sorte som hvide. Lilongwe var klart mere beskidt, præget af ældre bygninger og proppet med (kun) sorte mennesker, endda en del tyndere end vi er vant til.

Vi havde en overnatning i Lilongwe, hvorfra vi tidligt næste morgen fandt en bus mod Malawis backpacker place no. 1: Cape Maclear.  Malawi er virkelig noget af det smukkeste jeg har set med dets mange bjerge og flotte natur. Her er lidt tørrere end i Zambia, hvor græsset og planterne siden vi er ankommet er gået helt amok! For lige at nævne bountystranden igen: bor vi praktisk talt på stranden lige ud til ferske Lake Malawi omringet af høje bjerge og øer. Selve landsbyen minder om vores egen, men de lever i meget høj grad af turisme her.

Jeg håber alt går vel derhjemme eller der hvor I nu befinder jer rundt omkring i verdenen min berejste familie og vennekreds J  En kombination af dårligt net, min snegle-computer og blogger.com gør desværre at jeg har lidt svært ved at uploade billeder, men jeg håber at I alle kan se dem, som Jules ligger op på facebook? Mange kys og knus fra dejlige Afrika J (hvor det er helt normalt at to drenge går og fletter fingre på gaden?! Og nej tro om igen, at være homoseksuel er ulovligt)

Picture time!



BANANKAGE TID! Walter og Emelda nyder godt af vores fine banankage.



Jules og jeg er så småt ved at lære at være zambianske kvinder, og de bærer altså deres varer på hovedet! Jeg og amai (=mor) Miriam

Søndag er blevet erklæret ’learn-how-to-cook-one-thing’ dag af amai-Miriam. Sidste søndag lavede vi beans og i søndags var det så nshima (majsgrøden, som formes i hånden og bruges som spiselig ske).

Et spørgsmål vi er blevet stillet mange gange er ’What is your staple food in Denmark?’ Vi har altid lidt svært ved at svare, men det ender som regel med en blanding af kartofler og rudbrød. Her er det MAIZE! Det er højsæson for majs lige nu, så dem får vi heeele tiden. Kogte, grillede (bogstavelig talt i bålet), som nshima, grød, sammenkogte majs..

eg tror jeg har fundet min eneste ene her i Nyonsale Village: vores søde lillebror Blessed.

Drengene på vores skole er rimelig seje til at springe! Inspireret af atletikkonkurrencerne som blev afholdt på de to større skoler samme uge. En dag bestemte vores lærere også at vores elever skulle lave en atletikkonkurrence.’ Jamen hvad med det vi planlagde i fredags om at de skulle bruge eftermiddagene på at læse og skrive??’ forsøgte Jules og jeg. Dog skulle græsset lige slås (med elevernes håndkraft), de nødvendige baner laves og nå ja, lærerne skulle måske prøve at dukke op. Så, to uger senere. Ingen atletik til børnene … endnu.

Vores søde grade 4. De er så stille når Mrs. Nyrienda overtager klassen, vi kan slet ikke kende dem!

Vi bagte muffins med Abi og Ruth. Muffinsformene var nok det der imponerede dem mest. Ninna og Hannah bagte muffins i forrige uge hos deres familie. Der var en gæst der spiste hele kagen inklusiv papiret. Nam nam. Aldrig har jeg grint så meget J

Efter undervisning torsdag i sidste uge, havde vores atate-Maponda en ’surprise’ til os. Ude i det kæmpe halvdøde træ, hang en stor død slange. Den havde han lige dræbt lidt forinden. Ad ad ad…

Så er der Womens day!

Det er virkelig ikke bare noget de siger det der med at ’afrikanere kan shake deres flotte booty’. Det KAN de!!! De har røven, de har rytmen og de bruger det! Og det er dem ALLE  SAMMEN! Store som små, mænd og kvinder

Youth day

Min afrikanske hverdag

Kl. 5.20 ringer mobilen. Tit er jeg vågen eller har i hvert fald været det flere gange siden kl. 4, hvor hanen senest begynder at gale, pigerne begynder at stå op og feje og musikken fra shoppen begynder at lyde ind igennem væggen.
På med løbeskoene og tøjet, og så smutter Jules og jeg en tur til enden af village-road.

Hvis det ikke er løbedag, så sover vi helt til 5.45. Vækkeur er ellers ret atypisk Zambia, de andre vågner bare når de vågner (mellem 4 og 5 dog, undtaget af regnvejrsdage)

Vi klargør på skift en halv spandfuld lunken (regn-)vand og tager os hver et plaskebad. Pigerne møder kl. 7, så vi finder selv morgenmad og tekopper frem, dog oftest hjulpet lidt af de tilbageblevne piger (af en eller anden grund, er der ALTID nogle som ikke skal i skole… tit pga. malaria) eller amai-Miriam. Morgenmad består oftest af to scones og en kop te, denne byttede vi i sidste uge ud med selvindkøbt pulver ’kaffe’. Der er dog ikke meget kaffesmag at finde…

Der er egentlig mødepligt fra kl. 6.40 på skolen, men børn og lærere kommer dumpende fra kl. 7 af og en times tid frem. Skoleskemaet begynder kl. 7, men oftest er vi i gang lidt i otte efter at eleverne har fejet HELE skolen med deres små koste lavet af kviste og blade. 

Efter en formiddag med undervisning og larmende børn tøffer vi hjem ad for at slappe lidt af, vaske tøj, skrive dagbog eller læse inden frokost. 

Frokost indtages sammen med vores søstre og hønsene på sivmåtten udenfor i køkkenet og er et værre madsvineri. Frokosten består altid af nshima (majsgrøden) og en eller to slags relish. Dette kan enten være sweet patatoleaves, kål, pumpkinleaves, røræg, soyapieces (favorit!), en slags aubergine, kartofler, bønner og sjældne gange fisk eller kylling. Abi, vores yngste søster, er heldigvis også vegetar.
Der siges at være mad kl. 13, men den nærmer sig næsten altid 15 før maden er klar. 

Eftermiddagsprogrammet er meget varierende! Enten er vi på skolen og lejer med børnene (egentlig skulle vi lære at læse og skrive eller lave atletik, men lærerne har lidt svært ved at huske at dukke op), vi er på Nyimba Secondary School for at snakke med pigerne, dyrke sport eller deltage i deres arrangementer, tager en tur til boma (boma=byen) og køber diverse mangler ind fx toiletpapir, drikker kaffe med Hannah og Ninna, får nsenga-undervisning eller sidder og venter på at der vil dukke nogle op til vores women’s class. 

Det er bælg-mørkt kl. 19, så der er vi senest hjemme. Så er der dømt hygge med pigerne, film i shoppen eller Julie-Dorte tid på værelset. Alt for sent, oftest nærmer den sig 21, er der aftensmad. Med maverne fulde af typisk majs børster vi tænder i lyset fra pandelampen og smutter en tur på chimbuzi med vores selvindkøbte toiletpapir i håb om, at jeg ikke vågner midt om natten og skal bevæge sig derud selv. 

Myggenettet pakkes omhyggeligt ind under madrassen og vi krydser fingre for, at der ikke kommer alt for mange kryb ind. Hvordan kæmpe(!!!) edderkoppen kom ind under Julies net og frøen under mit, er et mysterium vi helst ikke vil tænke for meget på. Jeg skriver et par ord i dagbogen og får lige mumlet ’Tak for en god dag asissi. Sov godt’ inden jeg falder i søvn i lagenposen med hovedet på medbragte fleecetrøje og oftest til lyden af støjende nigerske nollywood film.

Youth day

Mandag den 12. marts fejrede vi international youth day, endnu en public holiday! Vi skulle dog med skolen til youth-arrangementet, som også afholdtes på Nyimba Secondary School.

Aftalen lød: vi mødes som normalt kl. 7 på skolen. ALLE elever og ALLE lærere. Kl. 8 var der stadig ingen lærere kommet, så Jules og jeg tog børnene med. Vi fik dem alle (håber vi da…) op til Nyimba town, hvor de ældste deltog i marchen. De var godt nok de mindste, de mest uorganiserede, de mest beskidte og de eneste med en muzungu-lærer, men børnene virkede rigtig glade for at være med! Sammen marcherede vi til the Secondary School, hvor der igen var vigtige mennesker der holdte lange taler på engelsk (totalt unødvendigt, det er børnene jo ligeglade med) og de forskellige skoler fra distriktet optrådte.

Walter Heibert School var de sidste og ved denne tid lignede både Jules og jeg rejer, børnene var sultne og tørstige og halvdelen smuttet. Pludselig kunne deres ene lærer godt finde ud af at det var smart at dukke op, og eleverne fik optrådt med EN sang, hvor kun to af de store piger dansede. Jules og jeg var mere end skuffede, nok også pga. udmattelsen, men alle børnene burde være givet ligeså meget tid som de større skoler, for de kunne (næsten da) lige så meget!

Endnu en hård dag, som gør det svært for mig at forstå menneskerne og deres mentalitet her, men alligevel en lærerig dag og det er fedt at se hvor glade børnene var for at deltage :) 

International Women's day

(skrevet den 9. Marts )

Torsdag den 8. Marts 2012 var Womens day (fejrer vi egentlig det i Danmark??), en dag, som gav rig mulighed for at overveje spørgsmålet: ’Hvorfor har/har anlæg for alle zambianske kvinder fuldskæg?!’

 Julie og jeg havde flere gange forsøgt at finde ud af, hvad der egentlig skulle ske på denne ’public holiday’, men havde aldrig rigtig fået et så uddybende svar. Dagen før begyndte Mrs. Nyrienda (vores kollega) dog at snakke om, at vi skulle optræde på women's day, fordi alle skoler skulle repræsenteres. Vi havde ingen ide om størrelsesforholdet på dette event, så vi meldte os til at skrive et digt (det kan det måske ikke helt kaldes…) om uddannelse af piger. Planen var at dette skulle øves kl 8 næste dag (ingen af os regnede med at denne aftale ville holde). Mrs. Nyrienda ringede lidt over otte næste morgen (vi var heldigvis også kun nået til morgenmaden) og sagde at vi måtte mødes på Nyimba Boarding school, fordi hun skulle være med i marchen.
Nyimbas kvinder skulle åbenbart mødes og marchere samlet ned til skolen, hvor selve eventet blev afholdt i deres store hal. DETTE kunne de jo godt have indviet Jules og jeg i! Men ja ja.

Ting bliver nemt 2,5-3-4 timer forsinket her, så ret forsinket startede ’programmet’ for womens day.

Hallen var fyldt op med store zambianske kvinder, som alle var klædt i chitenga. Chitenga er et stykke stof, som typisk svinges om hofterne, men kan også sys til et fint sæt af nederdel og top eller en kjole. De kvindelige lærere fra samme skoler, var klædt i samme chitengas, kvindegrupperne og de politiske grupper havde hver deres mønstrede chitenga. Så gik dagen ellers med indslag fra de forskellige grupper af kvinder: traditionelle sange, danse og sketches. Der var også et par vigtige mænd og kvinder, som talte om mere alvorlige emner, som hustruvold, fædre som voldtager deres døtre og uddannelse af kvinder.

Julie og jeg blev da også hevet med op for at repræsentere Walter Heibert School sammen med Mrs. Nyrienda. Vi havde jo aldrig rigtig fået øvet digtet, så Mrs. Nyrienda brillerede i en sang, hvor Julie og jeg fik klappet lidt til (vi nægtede at bootyshake). 

Det var meningen at, der skulle have været en fodboldkamp (mænd vs. Kvinder) kl. 14, men da selve eventet først sluttede ca. kl. 16, alle lige skulle have lidt mad og det var begyndt at regne, blev den selvfølgelig udskudt (det havde jeg faktisk forudset, for ca. halvdelen af alt arrangeret bliver aflyst). 

Alt i alt en hård men rigtig god dag! Det er fantastisk at se kvinderne gå amok i dans, sang og hujen. De vil virkelig hinanden her. 

Mandag venter der youth day!

Skolen

Som beskrevet før, er og har skolen været lidt af en udfordring for os. Walter Heibert skole blev stiftet i 2007 af atate Maponda og en reverend fra Canada (Hed sjovt nok: Walter Heibert, som familien Mapondas ældste søn også gør) blandt andet. De har fjernet school feen på 5000 kwacha pr. måned (5 kr. ca), og oplevet et øget antal elever på skolen. Som Maponda siger, er det frygteligt at familierne ikke prioriterer uddannelse højere, end at de kan spare 5000 sammen om måneden, for det lyder på ham, som om at det er penge, man sagtens kunne spare sammen. 

Stadig er der dog en del børn, som ikke går i skole i området. Dette er en af de mange ting Maponda kæmper for at få ændret (og vi kæmper med). Altså det er når han ikke lige ligger i sin seng og ser film og får serveret te, scones og andre gode ting af sine døtre!

Tilbage til skolen. Vi har to klasse lokaler og et library, som bruges som klasselokale. Der er grade 1,2,3 og 4. Man skal egentlig starte i grade 1 som 7-årig, men det håndhæves slet ikke. I vores grade 4 har vi derfor elever i alderen 9-16 år, hvoraf de fleste er vores kusiner, fætre eller lignende. Mange af dem kan ikke læse eller skrive og kan endnu mindre engelsk. Grade 4 er nu ret gode skal det lige siges, grade 2 har virkelig svært ved det hele. Men de er selvfølgelig heller ikke så gamle.

Der er i teorien fire lærere ansat af staten. Den ene har dog taget et halvt års orlov for at bygge sit hus. Fair nok, problemet er bare at der ikke lige ansættes en vikar. Så de tre lærere stod nu med tre klasser. Head madame, Mrs. Nyrienda, underviste derfor grade 2 og 4 på samme tid, da vi startede på skolen. Mr. Liker grade 1 og Raymond grade 3. 

Da vi startede på skolen begyndte vi at havde grade 4 i engelsk og matematik og grade 1 begyndte at møde kl. 11 (de tror de møder kl. 10, african time – smart).
Så hver lærer kunne have én klasse af gangen, skide smart.

I matematik begyndte vi med at trække trecifrede tal fra hinanden. Der er virkelig stor forskel på, hvor meget eleverne kan, men vi endte med at have de fleste rimelig godt med synes vi. Vi fortsatte med alle tabellerne (dem er eleverne vidst blevet godt trætte af!) og gangestykker. I dag begyndte vi at gange et to-cifret tal med et et-cifret. De har virkelig svært ved at koncentrere sig og alt andet end at se på tavlen når der gennemgås stykker er spændende, så når de får opgaver, er der ikke en eneste der kan finde ud af det. Jeg tror umiddelbart vi skal gange det næste lange stykke tid..

I engelsk har vi lavet ’My presentation’, frugter/grønsager og tøj. Sidstenævnte to resulterede i ’I wear groundnuts’. Som nyeste emne har vi påbegyndt ’dyr’.

Det går bestemt fremad på skolen, hvor børnene dog er ved at blive lidt for vandt til os! ’CHONGA!’ (=Vær stille) er det mest brugte udtryk, men ellers går det fint J Lærerne er som beskrevet ret specielle og man tager bogstavelig talt EN dag af gangen… 

Africa treats me well!

Turen hjem fra Lusaka var noget speciel. Med tømmermænd forlod vi Lusaka Backpackers ved en 10 tiden søndag morgen, hvorfra vi drog mod et shoppingcenter for at købe lidt ind på skift. Da vi nærmede os Lusaka main bus station blev vi hurtigt shanghaiet af en mand, som havde en bus til os. Det virkede fint, så den satte vi os ind i. Vi spurgte hvornår den kørte, han kastede et hurtigt blik på sit armbåndsur hvor klokken var ca. 11.30 og svarede ’one hour’. Fint tænkte vi, lidt lang tid måske, men helt fint. Kl. 12.30 sad vi derfor klar i bussen, fuldt provianteret og det hele. Klokken blev 13 og Jules vovede sig op foran for at spørge: kl. 14 kører vi. Aha, vi endte med at forlade Lusaka ved en firetiden og var dermed i Nyimba lidt over otte. Dortes tålmodighed var dermed endnu en gang sat på en prøve! Deep breath, African time…

Nyt på rottefronten!! Imedens vi var i Lusaka har familien Maponda forgiftet alle rotterne. Fedt, nu larmer d e ikke så meget om natten og vi vader ikke rundt i rottelorte! Til gengæld er her nu en konstant lugt af død rotte J lækkert. De døde rotter tilkalder vi altså vores søstre til at smide ud. Emelda giver dem et dask med et stykke brænde (de skal jo helst være døde) og tager dem derefter i halen og kyler dem ud i busken.

Jules og jeg har bagt grove boller i denne uge. Vi havde købt havregryn og græskarkerner i Lusaka, og de blev en succes! De skal i hvert fald bages igen. Der er en ret stor forskel mellem vores boller og amai Miriams kridhvide olie/hvede scones. Men bage, det kan hun altså! Hendes bagværk smager mums J 

Her til aften har Jules og jeg også forsøgt os med en banankage. STOR succes! Vi havde købt chokolade i Lusaka (det kan ikke fås her) og fået sms’et en opskrift hjemmefra. Selvom Nyimba er kendt for deres sweet bananas, kendte de slet ikke banankage. De synes dog vældig godt om det !

Med hensyn til mad, så sulter vi bestemt ikke! Kulhydrater er favorit-number-one her i Nyimba. Nshima (den faste hvide majsgrød, som bruges som spiselig ske), kartofler, ris, pasta, græskar, casava, mad-banan (smager lidt som en tør kartoffel), hvide boller, sweet-scones (som danske scones, næsten da) og frittas (kæmpe æbleskive). Nshima serveres altid med 2-3 relishes, som sweet patatoe leaves, pumpkin leaves, reb (også en slags blade), beans, soy pices, tørret fisk, røræg eller andre spændende ting.

Så sultne er vi ikke! Vores kroppe er vist også ved at tage lidt form af alle de hvide kulhydrater og kiks, som spises når vi er til dansker-kaffe hos Ninna og Hannah. Men det er altså et kompliment at være ’fat’ i Zambia!
Vi forsøger dog at håndhæve vores løbeture J (som dog ikke ligefrem kan kaldes maratons…)

Jules og jeg har det godt godt godt her hos vores lille familie Maponda! Jeg er i øvrigt ekstremt glad for at være endt sammen med Julie. Man kommer hurtigt til at dele alt, og det er rart!

Har jeg egentlig fortalt at vores lille nye kusine, som blev født fredagen efter at vi ankom, er blevet opkaldt efter os? Lille Julie-Dorte… Man skal aldrig joke med at de skal opkalde deres barn efter dig, for så gør de det! Det er jo synd for den lille søde baby, men ret sødt af dem J