Christmas child

(skrevet den 16. april)

I søndags var der gaveuddeling i kirken. En kristen organisation i USA (samaritaner something), havde sendt adskillige kasser med pakker til børnene i vores kirke. For et par måneder siden, har hver familie betalt 4.000 kwacha ( 4 kr) for hver pakke. Jeg har på fornemmelsen, at pakkerne skulle have været her til jul, for hele projektet hed ’Christmas Child’ og mange af gaverne havde juleting og julekort i sig.
Vores atate Maponda prøvede at holde lidt styr på uddelingen, men den endte i kaos og gaverne som ellers var inddelt i 2-4 år, 5-9, 10-14 og pige/dreng endte i helt tilfældige hænder. Men glæde, det bragte pakkerne i hvert fald! Jeg var godt nok overrasket over, at der ikke var et eneste barn, forælder eller spændt muzungu (= hvid person = Jules og jeg) som åbnede en eneste pakke. Den viljestyrke (eller evne til at adlyde dem med højere status) er vist ikke at finde hos danske børn.

I pakkerne var der blyanter, hæfter, malebøger, bøger, spil, bolde, t-shirts, sokker, dukker, slik osv. Det var tilfældigt fra kasse til kasse. I Prince’ (vores lillebror), var der også et julekort fra et amerikansk par fra Mischigan, som åbenbart havde sponsoreret denne gave.

Hvor meget glæde disse pakker end har skabt, så kan jeg ikke lade vær med at synes at der er noget helt helt helt forkert over situationen. Rige, velstående amerikanere kan hjælpe deres egen samvittighed i juletiden, ved at sende et lille ’afrikanerbarn’ en julepakke. Hvor jeg ser alle medlemmerne i kirken og vores familie som egentlige personligheder, gør disse pakker dem til fattige ’objekter’, som behøver hjælp udefra. Det hele er så dobbelt, for selvfølgelig skal de have hjælp af rige folk, som gerne vil dele ud af deres goder, men det minimerer også bare den ligeværdighed, som burde være mellem alle folk på jorden, så helt ekstremt meget! Det sætter dem i en boks som fattige afrikanere og ikke i ’menneske’-boksen synes jeg.

Mange af de ting, som var i pakkerne, ved børnene heller ikke engang hvad de skal bruge til. Fx så jeg en  få et kalaha spil, god idé, men de kan ikke spille det, og bruger ikke tid på at lære det. Det lyder hårdt, men det gør de ikke. Vi har et fint klodsmajor spil herhjemme som eksempel. Det pyntede fint på hylden indtil jeg foreslog, at vi spillede det. Bagefter blev det smidt ret så meget rundt med, rullet i mudderet, proppet ind i munden og nu ved ingen hvor det er. Sådan ender historien med rigtig mange ting..

Samtidig har vi fire piger snakket om, at disse gaver måske egentlig var tiltænkt meget fattigere børn og at det derfor endnu engang virker helt forkert.

Flere sider af samme sag, som helt modsiger hinanden (hvor bliver man dog filosofisk herude i den afrikanske bush).