Skrevet den 12/2
At tage med zambianerne i kirke er svært at beskrive med ord. Det ene øjeblik føler man sig midt i en scene fra Løvernes Konge, hvor de synger og danser, klapper i alverdens rytmer, som man på ingen måde kan klappe i takt med (jeg prøvede desperat at følge min sidedame). De råber, skriger og hujer som var det til en fodboldkamp og synger så højt at taget i det klasselokale, som udgør kirken, praktisk talt flyver af. I det næste øjeblik lukker alle øjnene og begynder at bede. Nogle mumler imens de ligger hen over bordet foran dem, andre råber imens de vender ansigtet op i mod loftet og en helt tredje vandrer frem og tilbage oppe ved det hvide tæppe der dækker tavlen imens han delvist råber delvist mumler og hopper når han kommer til en vigtig pointe. På andre tider bliver der prædiket i timevis (bogstavelig talt) på nyinja (det lokale stammesprog). Her skal der kæmpes lidt for at holde øjnene åbne og for ikke at gabe alt for meget.
Jeg var i kirke to gange i Kenya: en gang i en lokal kirke nær Daraja og en anden gang sammen med Darajapigerne i deres ’egen’ protestantiske kirke i et klasselokale (de må ikke forlade skolen). I den lokale kirke mindede hele ’servicen’ meget om den zambianske med sang, dansen, klappen og en lang prædiken. Pigernes var på engelsk (det er det eneste man må snakke på skolen) og var derfor lidt mere interessant. Pigerne styrede det hele selv og skiftes fra søndag til søndag om at være ordstyrer og preacher.
Fælles for de tre kirker er, at alle frit kan fremføre sange, digte eller lignende hvis de vil, og her imponerer afrikanerne virkelig med deres talenter! Vi er også alle tre gange blevet præsenteret for alle og budt velkommen. I Zambia skulle vi heldigvis ikke optræde, men i Kenya var det en selvfølge at vi skulle optræde med en sang. Vi fik både mumlet os igennem ’Jeg ved en lærkerede’ og sunget lidt kraftigere ’I dag er det Julies fødselsdag’
Ingen kommentarer:
Send en kommentar