Snart tid til Danmark!

Et kort besøg hos mine amerikanske missionærvenner for at opdatere bloggen. Pause min ellers meget ihærdige maling af skiltet til Walter Hiebert School. Det går laaaangsomt (hvad havde jeg forventet?? Det er Zambia!!) men sikkert fremad.
2,5 dag har jeg tilbage her i mit hjem i Zambia, et faktum jeg slet ikke kan forstå. Når det er sagt (og det har I nok fået på fornemmelsen), glæder jeg mig til at skulle drage snuden mod Lusaka og derefter hjemad for alvor.

Jeg kan mærke at min tålmodighed har svært ved at klare flere skrigende børn og dovne voksne.

Som min medfilosofiske søde veninde Ninna skrev i sin blog ”Jeg ved nu hvordan det er, at være hvid i Zambia, men kan jeg overhovedet finde ud af at være sort i Danmark?” For sorte, det er vi godt nok blevet (næsten da). Hvis ikke af al støvet og manglen på et rigtigt bad, så i hvert fald indeni. Læs i øvrigt Ninnas blog www.zambiaogjeg.wordpress.com

See you all soon! J

Jeg glæder mig...

Jeg glæder mig til at spise ved et egentligt bord, spise med nogen, hvor man rent faktisk forstår hvad de siger og til at spise min egen mad. Jeg er ved at gå lidt død i de lyse kulhydrater, som mætter mindre og mindre og dog på samme tid smager bedre og bedre (afhængighed???).

Jeg glæder mig til at kunne printe fra sit USB-stik, uden at få hundrede afro-vira og to nye mapper kaldet ’porn’ og ’sexy’ med tilbage. Lettere pinligt, når den amerikanske missionær skal flytte noget over på USB-stikket næste dag….

Jeg glæder mig til at omgås mennesker, som rent faktisk overholder hvad de lover, møder op når de skal og har en medfødt nysgerrighed og vil forstå ting og ikke bare acceptere. Mennesker som informerer en om ting!! Og at jeg ikke hele tiden tænker ’Hvorfor sagde du ikke det?!’

Jeg glæder mig til at se alle jer derhjemme igen mere end noget andet, og ikke mindst min lille broder, som jo er hjemvendt!

Jeg glæder mig til flere gode oplevelser i Indien!

Jeg glæder mig dog langt fra til, at skulle sige farvel til alle de søde børn i landsbyen og på skolen, hvis ansigt lyser op når de ser mig og råber ’Dort!!!! How are you???!!!’ med den største entusiasme og skinger stemme.
Ej heller til min søde familie her, som jeg virkelig holder meget af men i ligeså høj grad ofte har svært ved at forstå.

Jeg glæder mig ikke til at skulle væk fra de smukke omgivelser jeg bor i og vores mange kyllinger (vi har fået endnu tre nye i går!)

Jeg glæder mig til at komme hjem til en hektisk hverdag, men samtidig vil jeg ikke væk fra denne dejlige afslappende og frie hverdag.

Jeg glæder mig til at komme hjem i et hus, hvor jeg kan gøre hvad jeg vil uden at skulle tænke på om det nu er i orden. Jeg glæder mig i fanden i helvede meget til at skulle lave mad og tage af bordet (mystisk, but true).

SALAT! Jeg savner salat!

Jeg glæder mig til at kunne gå i mit tøj derhjemme igen..

VASKEMASKINEN!!!! NØJ hvor jeg glæder mig til ikke at skulle vaske i hånden.. (jeg er dog blevet ret god, bortset fra den hvide t-shirt, den har jeg måtte opgive…)

Sjovt nok, savner jeg slet ikke mit fjernsyn. Dog savner jeg ny viden. Hvad sker der egentlig i verden? Jeg ved ingenting, knapt hvad der sker her i Nyimba. Jeg kan fortælle jer priserne på bananer og groundnuts ved bustationen?

Jeg glæder mig til at kunne foretage mig ting uden at have 117 zambiere der kigger nysgerrigt på mig, deltager aktivt på de mystiske måder (til tider destruerer) og kommer med tilråb.

Jeg glæder mig til ikke at være omringet af babyer som skriger og vil lege med alt de ser og skriger højere, når de får et nej. Samtidig ved jeg, at disse små drenge er nogle af dem jeg kommer til at savne mest.

Jeg glæder mig til at kunne gå på gaden og i bymidten uden konstant at blive råbt efter, dog for det meste kun af flinke grunde, but still.

Halvanden uge til jeg skal hjem, det bliver underligt og rart på samme tid. Det føles som kort og lang tid, på samme tid.

Første maj

(Skrevet 1. maj)

De går jo egentlig vinteren i møde her i Zambia, og vi havde da også et par ’kolde’ dage, men ’vinteren’ forhindrede mig da ikke i at være ved at dø af varme og drukne i sved da jeg i går gik til boma (=byen). Det var anden gang på en dag faktisk, første gang var da jeg kæmpede mig ned til broen forenden af vores village på min løbetur om morgenen. Hvis du har lyst til at se en muzungu være døden nær, så join de mange andre ved village road ved en seks-halvsyvtiden. Om natten kan jeg nu godt mærke, at det er blevet vinter. Det er koldt og jeg har heldigvis lånt to tæpper. Efter at Jules er rejst er Norah (ældste søster)flyttet ind på mit værelse. Hun insisterer på at rydde op og rede min seng hver dag… lidt mystisk, men okay da, hvis du nu insisterer J

I går var mor og far på mystisk vis forsvundet. Abi mente at mor nok var på hospitalet for at blive tjekket for malaria, meget godt gæt, sker usandsynligt ofte! Ved en 17-tiden kom de dog tilbage i en bil fyldt til randen med varer til shoppen. Vi har endda toiletpapir!!!! og fået både bananer og appelsiner i dag og i går samt fået brød til morgenmad MED butter.
 Imens vi har været her, har shoppen ellers praktisk talt været tom og der har ikke ligefrem været overflod af luksusting (som toiletpapir) og madvarer (Jules og jeg har dog aldrig sultet skal det lige siges, vores mor har bekymret sig meget om vores små maver J og det har de andre i familien altså heller ikke).
Fra september – marts er det de hårde måneder her. Fra september begynder de at bruge alle deres penge på afgrøder mm. til deres marker og det er her mange af dem ikke har penge til mad og derfor heller ingen penge til at bruge i shoppen, hvilket fører til at familien Maponda ingen penge tjener fra shoppen.
Men nu er skoleferien næsten slut, familierne er ved at være færdige med at høste og kan begynde at sælge deres afgrøder og der kommer dermed penge i omløb igen. Det er sørgeligt at tænke på at om et halvt års tid skal alle familier spinke og spare for at få råd til majs og græskar igen.

Penge betyder meget her i familien og fattigdom er i høj grad aktuelt i Nyimba. Pigerne nævner altid en tings pris på højde med beskrivende tillægsord om samme. 1000 kwacha (ca. 1 dkr) er en stor prisforskel og kan afgøre om noget er dyrt eller billigt. Det har været svært, for vores far og mor har givet udtryk for pengeproblemer, dog slet ikke med nogen forventning om, at vi skulle spæde til eller noget som helst.

Det er vildt, at vi derhjemme lever i en så sindssyg overflod, som vi ikke engang selv ser, når der her bor mennesker, som aldrig har været uden for deres fødelandsby og ikke får deres majsgrød eller græskar hver aften.

Fødselsdag!!

(skrevet d. 26. april)

Mandag havde Prince (vores næstmindste lillebror) fødselsdag og fyldte 5 år. Fødselsdag er normalt ikke noget de gør så meget ud af her og er faktisk heller ikke rigtig noget, de har råd til at fejre, hvilket blot giver mig rigtig dårlig samvittighed over den fine kage de lavede til mig, for jeg ved hvor meget en dåse syltetøj, et æble og icing sugar koster, og det er rigtig meget i forhold til deres budget. Julie og jeg meldte os derfor frivilligt til at lave en fin fødselsdagskage til Prince, og vi havde da også købt ham en army-rygsæk på markedet. Kagen og gaven bragte stor glæde hos hele familien J

I dag har søster Ruth fødselsdag! Af en eller anden grund er jeg den som har glædet sig mest.. Abi (mindre søster) og jeg fik lavet to fine chokoladekager (lavet med dyr kakao fra shop i boma (byen)) og Ruth fik en flotte citenga, som Jules og jeg købte til hende i Lusaka. Endnu et kagehit, især hos de små drenge J

Alt i alt går det rigtig godt her hos familien Maponda, hvor jeg nyder det stille og rolige afrikaner liv J

Den skøreste ting skete i onsdags, jeg mødte en amerikansk dame og hendes tre børn på markedet. Hun inviterede mig hjem til frokost i dag (lørdag) og det er virkelig lille-USA!! God mad og internet :) SÅ underligt at vi ikke er stødt på dem før, der er trods alt ikke vildt mange hvide her.. De er missionærer, både hende og hendes mand, og har boet her i 5 år. De elsker det virkelig, men lever i deres egen lille USA-bobbel med amerikansk tv, rindende vand og hjemmeskoling af deres børn.

Farvel til mine nye søstre :)

(skrevet den 24. april)

I går sagde jeg farvel til min søde nye søster, Jules. Hvis jeg havde vist at det ville blive så svært, så havde jeg nok ikke valgt, at blive her længere tid uden hende. Men farvel det fik vi altså sagt og også til søde Hannah og Ninna efter et hurtigt evalueringsmøde.

Jeg blev hevet med kirkens youth group ud i går. Vi skulle delvis shanghaje nye medlemmer til kirken og delvis forfølge dem, som ikke var der i søndags. I dag var jeg så med til bible study… Jeg har altid undret mig over, hvad de lavede der hver onsdag, men jo, de studerer faktisk biblen. Vælger et par steder, og begynder så at diskutere ’What is sin?’, ’How do we get eternal life?’ Så sidder Dorte lige så fint der på sivmåtten og lytter til nyanja blandet med lidt engelsk imens jeg ihærdigt forsøger på, ikke at få øjenkontakt, for så bliver jeg bare bedt om at komme med en engageret kommentar eller en opening/closening prayer. Jeg har fået mumlet to opening-prayers!

Project Walter Hiebert School

(skrevet den 24. april)

Jyske Vestkysten skrev en artikel om Julies tur til Zambia før vi tog til Livingstone, med det formål at samle lidt penge ind til vores lille skole. Vi har været så heldige at der er blevet overført en hel del penge til kontoen, som kun formerer sig når de veksles til zambianske kwacha.
Derfor kunne vi, da vi kom hjem fra Zambia gå i gang med flere små projekter på skolen. Vi drøftede hvad pengene skulle bruges til på lærer-end-of-term-1-mødet før ferien. Skolen har som før nævnt slet ingen penge, da eleverne ikke betaler school-fays (det er meget utypisk) og da skolen af en eller anden mystisk grund, ikke har modtaget de 500.000 kwacha (500 kr.) de var berettiget til i term 1. Grunden dertil er henvist til uvished. En mener at det er fordi ’headteacher’ er på orlov, en anden mener pengene er blevet brugt til at renovere en anden skole, nogle at det er korruption og andre at ingen skoler i hele distriktet har fået penge.

Det vigtigste for Julie og jeg, var blyanter til eleverne. De har nemlig langt fra alle blyanter og må derfor vente på at sidemanden har lavet opgaverne (hvilket i sig selv tager en krig!). Vi har derfor indkøbt låne-blyanter, spidsere, viskelædere, linealer, hæfter til de der ikke selv har råd, kridt osv. Det meste har vi købt på vores lokale marked for at støtte dem, men vi må desværre også erkende at det resulterer i en ret dårlig kvalitet…

Derudover har Julie og jeg malet og dekoreret to søjler ude foran skolen, da der slet ikke var noget før, som indikerede at det var en skole. Vores kollegaer kom med den gode ide, at lave en ’signpost’ (det har alle skoler her) ude ved vejen, hvorpå der skal stå Walter Hiebert School, adressen (dog har vi vist ikke sådan en…) og skolens motto, som der stadig er lidt uenighed om J  Jeg satser stort på at det bliver færdigt inden jeg drager snuden hjemad, men der skal vist presses lidt på…

Vi har også købt bolde, sjippetorv og tegne-materialer, som er blevet brugt flittigt siden sidste mandag, hvor Julie og jeg åbnede noget af skolen til ’ferie-skole’. Her leger vi, tegner, spiller Go Fish (nøj jeg har spillet det mange gange efterhånden…) og mange andre ting. I dag har vi foldet æsker og flip-floppere. Det er rigtig hyggeligt, og børnene virker virkelig glade for det!

Christmas child

(skrevet den 16. april)

I søndags var der gaveuddeling i kirken. En kristen organisation i USA (samaritaner something), havde sendt adskillige kasser med pakker til børnene i vores kirke. For et par måneder siden, har hver familie betalt 4.000 kwacha ( 4 kr) for hver pakke. Jeg har på fornemmelsen, at pakkerne skulle have været her til jul, for hele projektet hed ’Christmas Child’ og mange af gaverne havde juleting og julekort i sig.
Vores atate Maponda prøvede at holde lidt styr på uddelingen, men den endte i kaos og gaverne som ellers var inddelt i 2-4 år, 5-9, 10-14 og pige/dreng endte i helt tilfældige hænder. Men glæde, det bragte pakkerne i hvert fald! Jeg var godt nok overrasket over, at der ikke var et eneste barn, forælder eller spændt muzungu (= hvid person = Jules og jeg) som åbnede en eneste pakke. Den viljestyrke (eller evne til at adlyde dem med højere status) er vist ikke at finde hos danske børn.

I pakkerne var der blyanter, hæfter, malebøger, bøger, spil, bolde, t-shirts, sokker, dukker, slik osv. Det var tilfældigt fra kasse til kasse. I Prince’ (vores lillebror), var der også et julekort fra et amerikansk par fra Mischigan, som åbenbart havde sponsoreret denne gave.

Hvor meget glæde disse pakker end har skabt, så kan jeg ikke lade vær med at synes at der er noget helt helt helt forkert over situationen. Rige, velstående amerikanere kan hjælpe deres egen samvittighed i juletiden, ved at sende et lille ’afrikanerbarn’ en julepakke. Hvor jeg ser alle medlemmerne i kirken og vores familie som egentlige personligheder, gør disse pakker dem til fattige ’objekter’, som behøver hjælp udefra. Det hele er så dobbelt, for selvfølgelig skal de have hjælp af rige folk, som gerne vil dele ud af deres goder, men det minimerer også bare den ligeværdighed, som burde være mellem alle folk på jorden, så helt ekstremt meget! Det sætter dem i en boks som fattige afrikanere og ikke i ’menneske’-boksen synes jeg.

Mange af de ting, som var i pakkerne, ved børnene heller ikke engang hvad de skal bruge til. Fx så jeg en  få et kalaha spil, god idé, men de kan ikke spille det, og bruger ikke tid på at lære det. Det lyder hårdt, men det gør de ikke. Vi har et fint klodsmajor spil herhjemme som eksempel. Det pyntede fint på hylden indtil jeg foreslog, at vi spillede det. Bagefter blev det smidt ret så meget rundt med, rullet i mudderet, proppet ind i munden og nu ved ingen hvor det er. Sådan ender historien med rigtig mange ting..

Samtidig har vi fire piger snakket om, at disse gaver måske egentlig var tiltænkt meget fattigere børn og at det derfor endnu engang virker helt forkert.

Flere sider af samme sag, som helt modsiger hinanden (hvor bliver man dog filosofisk herude i den afrikanske bush).