Mount Kenya? Check!

Turen til Mount Kenya var hjernedød hård, men samtidig noget af det mest fantastiske jeg har prøvet.

Vi havde en lang weekend fri her fra fredag til mandag. Efter morgenmad lørdag (pandekager!! Wuhu) på Daraja, blev vi 11 piger hentet og kørt til Nanyuki. Her skulle vi leje de nødvendige ting vi ikke selv havde medbragt. Maries vandrestøvler var (heldigvis for mig) for små til hende, så dem lånte jeg J ellers lejede jeg en sovepose (de sparer desværre en del på vandet i Afrika … men heldigvis havde jeg min lagenpose med), en hue og et par vanter hvor der med stor skrift stod -30°. 

Vi blev kørt til indgangen af Mount Kenya national park, fik frokost og blev derefter sendt af sted på ’første etape’: 9 km op til Camp Old Moses, som ligger 3300 m over havets overflade. Første dag var hård, men især varm da vi gik i bagende sol. I campen var der dog koldt koldt koldt, og natten blev rigtig lang og forfrossen. Vi frygtede meget den sidste nat som skulle tilbringes i Shiptons Camp 4200 m over havets overflade.

’Anden etape’ var 14,5 km lang og hård. Det var vigtigt at vi gik langsomt, holdte en del pauser og drak rigtig meget vand, da man nemt får højdesyge når man går så hurtigt op ad. I Camp Old Moses skulle vi rense vandet med medbragt klor, men hurtigt efter vi havde forladt den og gået en del opad var der kilder overalt hvor vi fyldte vores flasker op.

Det var en fantastisk smuk tur! Det er vildt at Kenyas natur er så alsidig. Der er alt fra tør slette til jungle til svensk ødeland til sneklædte klipper.

Shiptons Camp ligger lige ved ’foden’ af Mount Kenyas fire toppe. Vi skulle bestige den der hedder Lelana, som er 4850 m over havets overflade. Bjergets fire toppe hedder på swahili: mor, far, søn(Lelana) og datter. Kl. 2.30 var der ’tea and biscuits’ og så var det ellers bare på med ALT det varme tøj vi havde, pandelampen og chokolade og nødder i lommerne. Turen opad tog ca. 3,5, foregik i bælgmørke, gik meget stejlt opad og var vanvittig hård. Den ene af pigerne sprang fra efter ca. meter og en anden blev bedt om at følge med ned efter ca. en time, da hun havde det for dårligt (vurderede vores bagtrop-guide: Peter). Lidt over seks begyndte vi at kunne ane solen og så skulle der ellers kravle og klatres efter bedste evne. Der var den smukkeste udsigt fra Lenana og det var vanvittig flot da solen stod op. Det var en helt uvirkelig følelse at have klaret det (for vi havde alle flere gange i løbet af natten overvejet, om man egentlig kunne klare det…) Men fuck hvor var det koldt. Og de -30° som stod på vanterne må have været en afrikansk joke! 

 

Ida og jeg paa toppen!

Vejen ned blev om muligt en endnu større udfordring, for nu kunne vi se hvor lodret opad vi nærmest var gået og hvor nemt det havde været at skvatte ned ad bjerget. Det var rigtig hårdt at gå ned ad, men samtidig ret motiverende og vi vidste at der var lækker morgenmad når vi kom ned igen J Efter morgenmad gik vi de 14,5 km tilbage til Old Moses igen hvorfra vi blev hentet og kørt tilbage til Daraja.

Desværre var der en pige, som fik rigtig slem højdesyge og besvimede da vi skulle til at ned fra toppen. Hun blev slæbt/båret ned af vores guider. Da hun ikke fik det bedre selvom hun kom lidt ned ad, skulle de også bære hende de sidste 14,5 km på en båre. Hun kom på hospitalet og det var heldigvis ’bare’ højdesyge og hun har det fint nu. Vi andre mærkede heldigvis ikke andet til det end hovedpine og lidt med maven.

Jeg er så glad for at jeg valgte at bestige Mount Kenya, det var helt vildt. Samtidig er jeg taknemmelig for, at Julie og jeg har løbet på vores lille ’bjerg’ på Daraja et par gange om ugen, for nøj hvor var der nogle af pigerne der prustede og havde det hårdt!!

Local sleepover

Fra søndag aften til mandag morgen var vi i grupper af tre ude at overnatte hos lokale familier i nærheden af Daraja. Julie, Lisbeth og jeg skulle overnatte hos sammen familie. Vi er ret gode til kun at tage et kamera med af gangen, og så dele billederne senere. Mest fordi vi ikke synes det skal gå op i turistpjat det hele. Billederne er altså Lis’ J

Vi nåede aldrig helt af forstå familierelationerne i den familie vi overnattede hos, for hver gang man spurgte fik man et lidt andet svar. Moderen (formoder vi) var en ældre dame klædt i meget farverigt tøj. Hun var ret fuld da vi ankom, hvilket er meget normalt om søndagen forklarede James (vores kulturlærer, en Maasai mand, os). Hun var ret livlig og førte lange samtaler på swahili, klædte sig ud, dansede og viste os glædeligt termitterne som boede i lerhyttens vægge. Det er dog også damerne som henter vand i floden og samler brænde, så hun hentede hurtigt 30 L imens vi var der. De bærer dunkene med vand på ryggen og med et bredt stykke snor hen over panden typisk.

Peter på 16 år går i form 3 på en secondary school (deres tredje år af den firårige high school) og talte en del engelsk, dog har jeg aldrig mødt en som sagde ’yes’ til så mange spørgsmål. Vi troede i starten at han ville være kok, for det svarede han ja til, men senere da Julie spurgte igen, så skulle han altså være metrolog. Det samme gjaldt med familierelationerne. Vi blev hurtigt forvirrede og droppede emnet…

Peter var den der lavede med og jeg fik lov til at røre i gryderetten inde i den lille runde lerhytte ,som fungerede som køkken, imens Julie og Lis legede videre med børnene. Alt maden blev lavet på et lille bål. Jeg var ok til at røre i gryden syntes han, men tidligere dissede de ret meget mine kål-udskærings-skills, så der overtog de efter jeg havde snittet en enkelt gang.
Til mad fik vi ugali, som er den kenyanske hofret: majsmel blandet med kogende vand. Det er svært at forklare hvordan det smager. Men konsistensen er lidt som en mellemting mellem hård kartoffelmos og maste ris. Gryderetten til bestod af løg, tomat, kartofler, gulerødder og kål. Måltidet blev selvfølgelig spist med hænderne J

I Kenya drikker de meget ’chai’, som på swahili betyder te. Det er enten MEGET tynd kaffe (virkelig tynd, faktisk så tynd at man tror det er te) eller almindelig te, begge serveres med en helt masse sukker i. ’Kaffen’ fik vi før maden om aftenen og teen om morgenen som morgenmad før vi blev sendt hjem. Vandet havde vi selv medbragt, da vores maver ikke kan tåle vandet fra floden. Daraja har deres egen pumpe hvorfra de får drikkevand.

Vi var alle tre ret spændte på hvordan vi skulle sove. Moderen var så sød at finde os et par lærredposer, som hun lagde ud på lergulvet og vi fik et fint blåt lagen. Heldigvis havde jeg medbragt varmt tøj, min lagenpose og et par uldtæpper, så jeg kunne holde varmen det meste af natten. Jeg fik faktisk sovet mere end jeg havde regnet med, men nøj hvor var det hårdt for hofterne at ligge på det gulv! Og myrer samt andet kryb var der også en dejlig masse af J Det meste af natten kunne man høre en slags knitren fra væggene i lerhytten – både Julie og jeg er ret overbeviste om at det var de søde små termitter.

Men alt i alt en rigtig god og spændende oplevelse, søde mennesker og meget legesyge børn i hvert fald! Vi fik sunget og klappet ’Andersigne, Andersand’ rigtig mange gange og sæbeboblerne gjorde bestemt lykke J

Maasai culture

Kenya er især kendt for the Maasai tribe (stamme), dette er fordi de har bibeholdt mange af deres traditionelle og kulturelle traditioner selvom Kenyu bliver mere og mere moderne og industrialiseret.

Billedet er fra en Women’s Group dannet i en landsby ikke langt fra Daraja og består kun af Maasai kvinder. Kvindegruppen er dannet fordi kvinderne gerne ville råde over deres egne penge og have ansvar. De startede med at lave smykker, men er senere begyndt at producere deres helt egne aloe vera (de planter er overalt! her) sæber, cremer osv. De har samlet penge til et vandopsamlingssystem (før skulle de gå 25 km hen til en flod, som ligger tæt op ad Daraja) og en kirke. Med deres penge hjælper de også børn med fx at betale skole eller støtter andre projekter.

Sjove facts omkring Maasai folket:

-          De er traditionelt et nomadefolk og levede oprindeligt af deres kvæg

-          Maasai mænd må gerne have flere koner, så længe de kan ’provide’ for dem. Vores lærer James har fx to imens hans far havde 12. Som han selv forklarer, elskede han ikke sin første kone i starten, da hans far valgte hende for ham. Han var 20 og hun var 15. De havde mange problemer og hun endte endda med at løbe hjemmefra. Derfor fandt James en anden kone (han var stadig gift med den anden), dog kom den første kone tilbage pludselig. Og med hans egne ord, elsker han altså dem begge to nu J de to ’familier’ bor i hver deres hus lige ved siden af dem. De deler alt mad osv. og James er altid nødt til at købe to ens gaver, dog i forskellige farver ;)

-          Kvinderne laver mange flotte Maasai smykker i deres fritid. De er meget kendte for smykkerne. (se billedet)

-          Børnene plejede at lege en leg, hvor det gjaldt om at kunne placere flest sten på en sovende næsehorns ryg.

-          Maasai folket er kendt for at være ’warriors’, disse kaldes Morans. Når en dreng bliver omskåret bliver han en Moran. Oprindeligt skulle de også dræbe en hanløve. James var på løbejagt da han bar Moran, men fik vist kun ved et uheld dræbt en sovende babyløve. Det er i dag ulovligt at dræbe løverne.

-          Maasai spiser en blanding af mælk og BLOD fra deres køer!! Ad bad

-          De piercer deres ører i meget høj grad og laver kæmpe huller i øreflipperne. De er et ’sign of beauty’ at have stretched earloops. Ligeledes laver de ’dekorative’ cuts i kvindernes pander.

2. uge i fantastiske Kenya

Så blev det fredag og tid til en tur til Nanyuki igen med bumlebussen.. jeg sidder på en cafe med et meget langsomt internet. Senere skal jeg ud og spise lokalt med nogle af pigerne :) 2. uge er gået endnu stærækere end uge 1, vi oplever så meget og har det rigtig godt! Jeg håber I alle har det godt! :)

Kenyanerne er generelt SÅ søde og venlige og et virkelig glad folk, lige meget om de er fattige på landet, bor i slummen i Nanyuiki (den besøgte vi tirsdag) eller er lidt rigere inde i byen.

Lørdag formiddag gik nogle af pigerne til marked i nabobyen Neibor. Vi skulle lige krydse en lille flod :) til MANGE grin for dem der bor der....

Min ynglingsret på Daraja: Githeri. Den består af bønner, majs (store,grove majs), spinat, kartofler og græskar :)

Lisbeth, Julie og jeg :) Jeg og Julie skal til Zambia sammen.

Ugemenuen - det er det samme hver uge :) Onsdag er som sagt køddag..

En Maasai womens group (se indlæg om Maasai)

Lisbeth og skiltet foran den primary school hvor jeg i dag og i går underviste en lektion i matematik. Rounding off numbers. I dag var planlagt, men i går var vi der faktisk kun for at observere. Men læreren i 5.west mødte ikke op .. så, Rie og jeg underviste i rounding off numbers :)

Nanyuki ligger som sagt lige ved ækvator

Vi har været ude og besøge forskellige familier fra de forskellige stammer. Denne familie bor 300 m fra Daraja. Det er de to døtre som er med på billedet. Begge deres mænd arbejder i en by længere væk og er sjældent hjemme. De sover seks i huset bag os.

Første uge på Daraja

Så er vi vel ankommet til Daraja i Kenya! Daraja Academy er den pigekostskole, hvorpå MS også har Global Platform og højskole. Vi skal derfor også lave (og laver allerede) rigtig meget sammen med pigerne på Daraja.

Daraja Academy er ejet og styret af et amerikansk par og har en vision om at hjælpe dygtige piger, som ellers ikke ville have haft råd til at gå i secondary school. Primary school er gratis i Kenya. Der er frokost på skolen til børnene, men forældrene skal betale for kokkenes løn m.m. og for eksamener.
Daraja ligger ret langt ude på landet (ca. 2 km over havets overflade) men relativt tæt på byen Nanyuki, som ligger 6,5 km fra ækvator. Køreturen fra Nairobi lufthavn til først Nanyuki og derefter Daraja var noget af en oplevelse. De kører i hvert fald ikke som i Danmark J På vejene kører man efter en hel del selvopfundne regler, de kører i venstre side, der dyttes en del og der står politi og stopper en, giver hånd op hilser venligt til hele bussen ca. hver 20 km. Turen tog ca. fem timer og vi var godt nok trætte da vi endelig nåede frem!

Maden her er VIRKELIG vegetarvenlig, det er deejligt! Enten får vi ris, ugali (mellemting mellem ris og kartoffelmos lavet af majsmel – afrikansk nationalret, serveres hele tiden), chapati (madpandekager af majsmel) eller spaghetti med en god bønnegryde med grønsager. Det er ikke vildt varieret, men smager helt fint – faktisk godt J Onsdag er kød dag, der havde de heldigvis lavet en vegetarpilau til Laura og jeg.
Vi spiser alle tre måltider sammen med pigerne i deres dining hall.
Til morgenmad får vi en slags majsgrød, lidt frugt og enten et kogt æg, røræg, friturestegbrød eller lignende.

Vi bor ca. syv i et værelse og har fælles bad og toilet. Det er meget vigtigt at man sparer på vandet og på flere af toiletterne er der pyntet med skilte hvor der står ’If it’s yellow, then mellow. If it’s brown, flush it down’. Selvom vi har 'træk og slip' er der ikke med skyl i dem... normalt hælder vi det overskydende vand fra vores korte bade i dem. De vildt kolde bade prioriteres heller ikke vildt højt J

Vi havde vores første swahili time i går og bruger det allerede flittigt når vi skal hilse, Jambo!, og sige tak for mad, assante kwa chakula. Vi har ligeledes haft kulturundervisning og besøgte i tirsdags tre forskellige familier fra de tre hoved tribes i Kenya: Bantus, Nilotes og Cushites.

Det var virkelig en stor oplevelse, alle var rigtig søde og gæstfrie. De to første familier snakkede ikke engelsk, så vi havde vores swahililærer Jessie med som tolk. Ligesom vi bombarderede dem med spørgsmål, spurgte de også os en del om vores kultur. I Kenya ville størstedelen af en flok piger på 19-21 år være gift og mor J

Som I kan høre går alt rigtig godt og vi hygger os virkelig meget. Alle er super søde og vi sover virkelig godt om natten, da vi er så trætte J Her er SÅ smukt og dejlig varmt!! (jeg har hørt at det sner i Danmark??)

Undskyld for det laaaange indlæg, der er virkelig sket meget!! :)

Afrejse - IT'S TIME FOR AFRICA :D

Så er det endelig blevet den 8. januar og jeg skal om en halv times tid køre til lufthavnen med mine forældre.

14.55 flyver vi til Heathrow og kl 19 flyver vi fra Heathrow mod Nairobi, hvor vi lander 6.30 efter en 8,5 timers flyvetur.

Tasken er pakket og klar og jeg er virkelig spændt! Jeg har netop nydt det sidste 'rigtige' bad i, går jeg ud fra, lang tid.

Location i Zambia

Vi fik forleden endelig at vide hvor vi skal bo når vi kommer til Zambia d. 5. februar. Vi er fire piger, som skal til Zambia efter vores måned i Kenya på platformen: Julie, Ninna, Hannah og jeg.
Vi skal bo i distriktet Nyimba

Som I kan se grænser Zambia op til rigtig mange lande: Zimbabwe, Botswana, Namibia, Angola, Malawi, Congo, Tanzania og Mozambique.

Hovedstaden i Zambia er Lusaka, hvor vi også skal flyve til. Helt nede syd på ligger Livingston, hvor vandfaldet Victoria Falls også er.

Her er Nyimba markeret :) Her skal vi bo lokalt, arbejde på en lokal skole samt for den lokale organisation Nyimba District Farmers' Association

Med fire dage til afrejse er jeg ved at blive mere og mere spændt. Jeg kan ikke rigtig finde hoved og ende i min pakning.